Nyhed

The Blue Van og U-21 Landsholdet laver EM-sang

Bandet teamer op med de unge landsholdspillere og udgiver sangen "Young & Proud"

"Young & Proud" er titlen på den sang som netop er blevet indspillet af The Blue Van og U-21 Landsholdet, som har valgt at gå sammen om dette års EM-sang til den kommende EM-slutrunde.

Lørdag d. 11. juni spiller de danske EM-drenge deres første kamp ved EM-slutrunden i Jylland og med sig i sportstasken kan de tage deres helt egen holdsang. Spillerne har sammen med det danske band The Blue Van lagt stemme, tekst og musik til den danske EM-sang og Steffen Westmark (forsanger i The Blue Van) er stolt af samarbejdet med EM-drengene. Og uden at afsløre for meget siger han:

"Vi er stolte af vores samarbejde med DBU og landsholdsspillerne, og glade for at blive en del af slutrunden på dansk jord. EM-sangen hedder "Young & Proud", som bygger på en demo fra albummet "Man Up", der aldrig blev brugt. DBU og landsholdet var vilde med nummeret, og sammen med spillerne har vi optaget en ny opdateret version, som handler om det at være ung og tro på en sag. Jeg synes, det passer helt perfekt på U21-landsholdet, der jo i den kommende tid skal ud og vise, hvad de står for".

I en pressemeddelelse afslutter han med ordene: "Sangen er en storladen slagsang leveret i bedste Blue Van-stil."

Den danske anfører Andreas Bjelland glæder sig også over, at U-21 Landsholdet har lavet deres egen sang og siger:

"Det er da sjovt og stort at lave en sang, der repræsenterer os som hold – og så med et band som The Blue Van, der jo har lavet en rigtig god sang. Jeg synes, det er en sang, der fanger og indeholder mange af de ting, som holdet står for. Den er moderne, har kant, men er alligevel også en rigtig 'sing along'! Så håber jeg og holdet jo bare, at også danskerne kan lide den."

Sammen med The Blue Van håber Bjelland, at sangen "Young & Proud" kan være med til at give holdet og fodboldfans det ekstra, som skaber den perfekte stemning til EM-slutrunden. Sangen er produceret med teamet Mark Wills og Dan Hougesen og vil blive udgivet digitalt i dagene op til Danmarks første kamp mod Schweiz den 11. juni.


ANNONCE