x

Joss Stone klar med nyt album

Joss Stone klar med nyt album

I en alder af 16 år debuterede den engelske soulsangerinde Joss Stone i 2003 med det storsælgende album "The Soul Sessions", efter at være blevet opdaget i den engelske udgave af talentshowet "Stjerne For En Aften" i 2001. I dag er hun 24 år og har solgt mere end elleve millioner album, modtaget to Brit-Awards, vundet en Grammy og har været nomineret til Grammy-Awards fem gange, og er samtidig klar med sit femte album.

Det kommende album har fået titlen "LP1" i forbindelse med etableringen af sangerindens pladeselskab Stone'd Records, da det er det første album, der frigives herfra. Det er også det første album, hvor Stone har haft mulighed for at lade kreativiteten lege frit. "LP1" er skrevet og produceret i samarbejde med Dave Stewart, som udgør den ene halvdel af duoen Eurythmics og er sangskriver og pladeproducent, og sammen har de fordybet sig i rock 'n' soul.   

I en pressemeddelelse udtaler Joss Stone:

"Det er det sjoveste, at indspille et album med skøre Dave Stewart ved roret. Og ja, bandet i Nashville er utrolige. Det nye album er indbegrebet af et bestemt tidspunkt, der var spontant og fuld af kreativitet".

Dave Stewart tilføjer:

"Joss kan synge med en løvindes kraft og dynamisk skifte til den mest delikate hviksen i samme sætning. Hun er altid ærlig og fuld af ægte følelser. Det er en ære at arbejde sammen med en sand kunstner, der forstår så meget i så ung en alder".

Sidst vi hørte fra den engelske sangerinde var i 2009, hvor hun udgav albummet "Colour Me Free", som GAFFAs anmelder Sohail Hassan tildelte fire ud af seks stjerner.

Albummet "LP1" med singleforløberen "Somehow" frigives den 25. juli.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA