x

Scissor Sisters skriver musik til Fragglerne

Scissor Sisters skriver musik til Fragglerne

Hos Rolling Stone Magazine forlyder det, at sangeren Jake Shears og bassist og keyboardspilleren Babydaddy fra Scissor Sisters har underskrevet en kontrakt om at skrive musikken til en film baseret på Jim Hensons klassiske "Fraggle Rock"-tv-serie, der på dansk hed "Fragglerne".

Sidst vi hørte fra Scissor Sisters, var da de udgav albummet "Night Work" fra 2010. Derefter var det meningen, at New York-bandet skulle have gæstet København sidste år i forbindelse med deres daværende Europa-turné, men koncerten blev aflyst på grund af finansielle problemer.

Bandet udtalte blandt andet i en pressemeddelelse:

"Vi er kede af at meddele, at Scissor Sisters er blevet tvunget til at aflyse deres kommende shows i Europa. På grund af finansieringsproblemer har det været umuligt at få turnéen til at fungere økonomisk. Bandet er meget skuffede, men det er uden for nogens kontrol."

Men nu har to af bandets medlemmer sig altså fundet en alternativ indtægtskilde ved at give sig i kast med at skrive musik til en kommende film baseret på "Fraggle Rock". Filmen har været undervejs siden 2005, og i følge The Guardian forventes filmen, som iøvrigt vil blive instrueret af forfatter og instruktør Cory Edwards, at blive vist i biograferne engang til næste år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA