x

Outlandish spiller på World Culture Festival

Outlandish spiller på World Culture Festival

Det er på det legendariske Olympiastadion Berlin, at Outlandish giver koncert i forbindelse med World Culture Festival i starten af juli måned.

World Culture Festival har til formål at samle alle kontinenter til én stor familie på ét sted i en fælles hyldest til mangfoldigheden af normer og værdier inden for alle kulturer. Festivalen foregår i år i anledning af den humanitære organisation Art of Living's 30 års jubilæum.

"Det giver et kæmpe sus at skulle spille for 70.000 tilskuere, og det er endnu mere spændende at skulle spille på en fredsfestival end på en normal musikfestival. Vi er beærede over at skulle spille på World Culture Festival og glæder os til at fejre fred og mangfoldighed sammen med de mange, der møder op. Outlandish har altid gået ind for dialog og fællesskab", fortæller gruppen om den nært forestående koncert, hvor de både vil spille nyt og gammelt materiale.

Udover Outlandish spiller blandt andre det argentinske band So What Project, der som opvarmning til World Culture Festival er på en omfattende Europaturné. Turnéen bringer blandt andet bandet til Aarhus, hvor de spiller i forbindelse med det såkaldte YogaRave, som de selv har taget initiativ til, og som finder sted i morgen lørdag den 25. juni i Rytmisk Sal i Musikhuset.

Desuden byder World Culture Festival på konferencer, yoga, meditation og meget mere.

World Culture Festival finder sted den 2.-3. juli i Berlin, og Outlandish repræsenterer Danmark på Olympiastadion den 2. juli.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA