Nyhed

Raunchy-forsanger søsætter sideprojekt

Brothers & the Night Horse udgiver digital debut i dag

I maj afsluttede Raunchy sin seneste turné i Stakladen i Århus, og siden har forsanger Kasper Thomsen sammen med sin bror Søren Thomsen (New Discolour) arbejdet på en fælles debutudgivelse under navnet Brothers & the Night Horse.

Resultatet har fået titlen Conversations og kan downloades ganske gratis fra i dag (den 12. juli, red.).

- Vi har længe gået med idéen om at lave noget musik sammen, og nu fik vi så endelig plads i kalenderen til at føre projektet ud i livet. Vi har indspillet alle instrumenter selv, hvilket har været en ret interessant og inspirerende proces for os begge to, og genremæssigt er vi langt fra den metal, vi til daglig spiller i vores respektive bands. Brother & the Night Horse har samtidigt været en mørk, krævende og kreativ musikalsk legeplads, hvor vi har kunnet dyrke et mere alternativt og minimalistisk udtryk, udtaler Kasper Thomsen.


Smukt mareridt

Conversations udgøres af de fire sange "I'm Still Here (Like Royalty)", "Country//City", "Priestess" og "Street Tattoo", hvor der trækkes på inspirationer som Deftones, Poison the Well, Alexisonfire og Pantha Du Prince. 

Thomsen: - Vi har just udsendt vores første sang "Priestess" som video-release på YouTube. Videoen til nummeret er filmet i vores barndomsbys omkringliggende skove, og videoen tematiserer et mytologisk drømmeunivers i highspeed, hvor skovens symbolik sætter en dybere ramme for det at finde vej i livet, i musikken, i verden og i møderne mellem natur og kultur, mellem realplan og symbolplan. I videoens skiftende perspektiver opleves mærkelige, uforklarlige og måske skræmmende hændelser i en fortættet fortælling om det forestillede faretruende – som et smukt mareridt i ordets bogstaveligste betydning.


Brothers & the Night Horses debut kan downloades fra duoens Facebookprofil, mens videoen kan checkes ud her.

ANNONCE