x

Maroon 5 og Melanie C til strandfest i Skive

Maroon 5 og Melanie C til strandfest i Skive

Blandt de 10 første offentliggjorte navne til årets Beach Party i Skive er der tre internationale islæt. Først og fremmest drejer det sig om Maroon 5, der for nylig blev nomineret i tre ud af tre mulige kategorier for udenlandske artister ved årets Danish Music Awards. Bandet spiller blot ti koncerter i Europa til sommer og kun en enkelt i Skandinavien, som altså vil blive i Skive.

Også den tidligere krydderpige Melanie C vil stille sit veltrimmede legeme til skue. Den engelske sangerinde har siden Spice Girls’ opbrud haft en ganske succesfuld solokarriere, og indtil videre er det blevet til de to albums ”Northern Star” fra 1999 og ”Reason” fra 2003.

Meat Loaf er sidste udenlandske islæt i denne omgang, og med sine rundt regnet 50 millioner solgte album gennem årene skal han nok også kunne agere trækplaster.

De syv danske navne rummer en del relativt nye kunstnere, men den gamle garde er dog også repræsenteret. De er som følger:

Big Fat Snake
Johnny De Luxe
Nik & Jay
Tue West
Juncker
Zididada
Infernal

Festivalen bliver afholdt d. 2.–4. juni, og allerede næste uge vil flere såvel udenlandske som danske navne blive offentliggjort.

Se mere om begivenheden her!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA