Nyhed

Dylans barnebarn springer ud som rapper

15-årige Pablo Dylan har udgivet sit første mixtape og kalder sin bedstefar for sin generations Jay-Z

Bob Dylan rundede i maj de 70 år og er forlængst blevet bedstefar. Han har fem børn, et adoptivbarn og flere børnebørn, og et af disse, 15-årige Pablo Dylan, springer nu ud som musiker, men i en ganske anden boldgade end sin berømte slægtning. Pablo Dylan er nemlig rapper og har netop udgivet sit første mixtape, "10 Minutes".

Pablo er søn af Dylans ældste søn Jesse, der arbejder som musikvideoinstruktør og har lavet videoer for kunstnere som Tom Petty, Lenny Kravitz og Will.I.Am. Pablo har for nylig givet et interview til allhiphop.com, der naturligvis har spurgt til hans indflydelsesrige farfar. Om denne udtaler Pablo:

"Jeg synes, at min bedstefar er sin tids Jay-Z, og han har definitivt skabt et værk, som en masse mennesker ser op til. Han er begejstret for min musik, og jeg elsker ham til døden."


Om sin egen musik fortæller Pablo:

"Vi har lige udgivet mixtapet '10 Minutes', vi er blevet set 50.000 gange med det, og jeg er lige gået tilbage i studiet for at arbejde på nogle ting og gøre alt perfekt." Han fortsætter:

"Min single med Little Chuckee og Darnell Robinson udkommer snart. Mig og Darnell lavede en sang på mit mixtape; han satte mig i forbindelse med sine folk, og de sendte sangen tilbage med et omkvæd og nogle vers."


Hertil skal tilføjes, at Little Chuckee er tilknyttet Lil Waynes pladeselskab Young Money, så den unge Dylan er i fint selskab, men det kan næsten heller ikke undre med det efternavn.

Pablo Dylan fortæller videre:

"Dette her er det første projekt, jeg nogensinde er kommet ud med, og det var beregnet på at vise folk, hvad jeg har arbejdet på, og hvordan jeg virkelig ønsker mig at adskille mig fra alle andre. Dette projekt er resultatet af det hårde arbejde fra at være en lille knægt, der rodede med klaveret og op til nu," siger Dylan og nævner, at Eminems album "The Eminem Show" fra 2002 var den plade, der for alvor fik ham til at kaste sig over rapmusikken.


Pablo Dylans onkel, Dylans søn Jakob Dylan, har også haft en længere musikalsk karriere, både som sanger i gruppen The Wallflowers og som solist – uden dog tilnærmelsesvis at nå samme popularitet som sin far.

Om Pablo Dylan kan holde liv i Dylan-navnet i musikalsk henseende i tredje generation, vil tiden vise.

Hør Pablo Dylans musik på YouTube.


 

 

ANNONCE