Nyhed

Fansite: Madonna til Horsens til sommer

Ifølge et Madonna-fansite gæster det amerikanske popikon Danmark i forbindelse med en verdensturné

Madonna Louise Ciccone, også bedre kendt som blot Madonna, giver angiveligt koncert i Casa Arena den 23. juni 2012 i Horsens ifølge Madonna-fansitet drownedmadonna.com

Hvis kilden, som ifølge sitet er en ikke-offentliggjort turnéplan for koncertarrangøren Live Nation, taler sandt, vil turnéen begynde i New Zealand den 31. marts 2012. Dernæst Australien, Singapore, Thailand, Sydkorea, Japan, De Forenede Arabiske Emirater og Israel.

Ud over Kina er der tilsyneladende også forhandlinger om koncerter på Filippinerne og i Taiwan.


I henhold til den ubekræftede turnéplan vil koncerterne i Europa både afvikles i arenaer og stadioner, hvor koncerterne i USA udelukkende bliver stadionkoncerter.

Nyt album

Fans kan også glæde sig til et nyt album fra popikonet. Manager Guy Oseary offentliggjorde i juli på Twitter, at Madonna var gået i studiet for at påbegynde indspilningerne af sit næste studiealbum, opfølgeren til "Hard Candy" fra 2008.


Det kommende album, der endnu ikke er blevet tildelt en titel, er Madonnas første studiealbum-udgivelse siden netop "Hard Candy", som er solgt i mere end 3,8 millioner eksemplarer på verdensplan.

Hos den danske afdeling af koncertarrangøren Live Nation kender man dog ikke noget til koncerten.

– Jeg aner ikke, hvad du taler om. Jeg har ikke kendskab til nogen som helst koncert med Madonna i Danmark næste år, udtaler direktør Flemming Schmidt til GAFFA.


ANNONCE