x

Nyt album fra Pixies-frontmand

Nyt album fra Pixies-frontmand

Som tidligere omtalt her på GAFFA.dk, så skulle Pixies' frontmand, Frank Black, i år være klar med et nyt soloalbum, og nu er der ifølge sitet punknews.org kommet både dato og yderligere detaljer om udgivelsen.

Albummet, der har fået titlen ”Honeycomb”, skulle i USA komme på gaden den 19. juli, hvilket efter al sandsynlighed vil betyde, at den vil være at finde på de danske pladebutikkers hylder fra d. 18. i samme måned.

Albummet blev indspillet i Dan Penns Better Songs And Gardens-studie i Nashville over en firedages periode helt tilbage i april 2004, blot et par dage inden Pixies indledte deres genforeningsturné. ”Honeycomb” er produceret af Jon Tiven (Wilson Pickett, B.B. King, Robert Plant), der også arbejdede sammen med Black på dennes ep ”Headache” fra 1994.

Black har skrevet elleve af albummets i alt fjorten sange. De tre undtagelser udgøres af de tre covernumre ”Dark End Of The Street” (Dan Penn og Chips Moman), ”Song Of The Shrimp” (Roy Bennet og Sid Tepper) fra Elvis Presley-filmen ”Girls, Girls, Girls” og ”Sunday Sunny Mill Valley Groove Day” (Doug Sahm). Nogle af de originale Black-kompositioner er ”I Burn Today”, ”My Life Is In Storage”, ”Atom In My Heart”, ”Go Find Your Saint”, ”Violet” og ”Another Velvet Nightmare”, som er skrevet i samarbejde med Peid Paley.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA