x

I Got You On Tape til Night Music Gallery

I Got You On Tape til Night Music Gallery

Night Music Gallery er navnet på et halvårligt tilbagevendende musikarrangement på Statens Museum for Kunst i København. Nu er programmet for næste omgang Night Music Gallery, der finder sted lørdag den 26. november, offentliggjort.

Hovednavnet er de anmelderroste, P3 Pris-vindende I Got You On Tape (billedet) med den karismatiske Jacob Bellens og hans dybe stemme i front. Gruppen udgav i september deres fjerde album, "Church of the Real", som GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez tildelte fem ud af seks stjerner under overskriften: "De har også flotte, store og medrivende sange på bånd".

Derudover besøges museet af den nyligt ep-debuterende electronica/pop-gruppe Ivory&Gold. Elektropopduoen Stoffer og Maskinen samt rock/elektronika-trioen Giana Factory vil også være på scenen og fremføre deres kompositioner, der er blevet til efter inspiration af museets værker i forbindelse med konceptet Music Made by Art. Ud over disse liveoptrædener vil dj-lineuppet Stella Polaris Soundsystem kæde aftenen sammen.

Night Music Gallery er arrangeret af Stella Polaris og Statens Museum for Kunst, med støtte fra Heineken.

 

Entré: 100 kr.

Begrænset plads. Kun få billetter.

Der vil blive solgt øl og vand.

Ingen udskænkning til børn under 18 år

Tid og sted: Lørdag 26. november kl. 19.00 – 24.00 på Statens Museum for Kunst.

Billetter kan købes på Billetlugen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA