Nyhed

Treefight For Sunlight spiller med vennerne i Vega

Treefight For Sunlight inviterer Vinnie Who, Sleep Party People og Oh No Ono på scenen, når de giver en af de sidste koncerter på dansk grund, inden de går i studiet for at indspille et nyt album

Når Treefight For Sunlight fredag den 18. november giver koncert i Lille Vega, bliver det med prominente gæsteoptrædener i form af Niels Bagge fra Vinnie Who, Brian Batz fra Sleep Party People og Aske Zidore fra Oh No Ono. Samtidig vil Treefight For Sunlight spille numre fra gruppens kommende album.

For fjorten måneder siden spillede Treefight For Sunlight deres første koncert nogensinde, og den 18. november spiller de en af de sidste på dansk grund, inden de går i studiet for at indspille opfølgeren til gruppens første album "A Collection Of Vibration For Your Skull", der med vandmelonen på forsiden blev godt modtaget af både danske anmeldere og publikum, og i dag udkommer albummet i USA på Friendly Fire Recordings.

"A Collection Of Vibration For Your Skull" udkom den 4. oktober 2010 på det danske indiepladeselskab Tambourhinoceros, hvis studie for nylig var udsat for indbrud. Tambourhinoceros er blandt andet ejet af Aske Zidore fra Oh No Ono, der altså den 18. november blandt andet vil være at finde på Lille Vegas scene sammen med Treefight For Sunlight.


Da Treefight For Sunlight den 12. marts i år lagde vejen forbi Studenterhuset i Aalborg, var GAFFAs anmelder Kristian Pedersen på pletten. Han gav koncerten 4 stjerner og følgende ord med på vejen:

"Konklusionen bliver et sted imellem fire og fem stjerner for en gennemgående flot og flere steder fantastisk koncert. Det unge firkløver formår fornemt at distancere sig fra den rene iørefaldende pop, der kendetegner deres i øvrigt så ganske udmærkede debut, "A Collection Of Vibrations For Your Skull", og føjer med stor succes et hidtil ukendt støjende guitarintermezzo om deres ellers luftigt svævende numre."

Billetter til koncerten formidles via GAFFA Live.


ANNONCE