x

Tim Christensen: Jeg ville ryste posen

Tim Christensen: Jeg ville ryste posen

Der er koldt på Amager, hvor GAFFA har sat Tim Christensen, aktuel med albummet "Tim Christensen And The Damn Crystals", stævne for først at tage en hyggelig snak foran en varm kamin med kaffe, brunkager og varme tæpper og så derefter bruge små fire timer på at kaste mel i hovedet på den stakkels mand til ære for vores læsere. Resultatet heraf kan ses på coveret af GAFFA december.

For at dæmpe rygetrangen sidder der en nydelig sort dampcigaret i mundvigen på Tim Christensen, som fortæller om at arbejde med et fast band:

– Det er jo stadig en Tim-plade ligesom de andre, og tanken er, at den stadig skal stå under "Christensen" i reolen, men mit liveband har været med fra starten denne gang, og det har de ikke været på denne her meget koncentrerede måde før, så derfor skulle de selvfølgelig krediteres for det. Og så opstod idéen med, at de skulle have deres egen navn, ligesom Tom Petty har sine Heartbreakers, Neil (Young, red.) har sit Crazy Horse, Costello har Attractions og så videre. Og så også for at signalere, at det er lidt mere band-agtigt end de der lidt mere småfølsomme singer-songwriter-ting, jeg har haft gang i på den sidste plade.

Hvad skal man lægge i "band-agtigt"?

– Det er mere rocket, og der er flere steder, hvor den får en ordentlig spand kul. Og så er den mere udadvendt, end den forrige plade. Det sker automatisk, når man arbejder med et band i stedet for at sidde derhjemme i sofaen med den akustiske.

Hvorfor har du skruet op for rocken netop nu?

– Trangen til at ryste posen og prøve nogle andre ting af har meldt sig. På Honeyburst opstod der en måde at gøre tingene på, som vi prøvede at gentage på Superior, der blev endnu mere afdæmpet og one-man-band-agtig, så nu måtte der gerne ske noget andet. Da vi så tog på tour med Superior-pladen, stod det ret hurtigt klart for mig, at jeg gerne ville bruge bandet til at lave det næste album med, fordi viben i bandet var så god.

 

Tim Christensen og smørrebrødene

Hvorfor har I valgt bandnavnet The Damn Crystals?

– Et bandnavn er fandeme en svær ting. Især når man er fem fuldvoksne mænd, der har hver sine holdninger og associationer til forskellige ting. Det kan være meget svært at mødes – især om en ting som et bandnavn. Det har været rigtig, rigtig mange bud på bordet…

Det lyder spændende. Vil du røbe nogle?

– Hehe, ja det vil jeg da godt. Det har virkelig været nogle åndssvage nogle undervejs. På et tidspunkt havde vi "Smorgesbord", som er det amerikanske navn for smørrebrød, oppe at vende. Vi har også overvejet "The Straw Dogs", der er taget fra filmen af samme navn med Dustin Hoffman, og et andet Dustin Hoffman-link var "The Graduates" taget fra den engelske titel til Fagre Voksne Verden. Det var en af mine egne favoritter, men den blev nedstemt. Men i "The Damn Crystals" symboliserer krystallerne jo noget smukt, noget perfekt og noget ideelt, men der er stadig en streg i regningen et eller andet sted, i og med at de er "Damn". Det kan jeg godt lide.

Er behovet for at rocke ud affødt af Dizzy-afstikkeren sidste år?

– Nej, det tror jeg ikke. Sådan fornemmer jeg det i hvert fald ikke selv. Det har ligget der siden den sidste plade, og det er fedt at gøre det. Jeg tror, det var kommet selvom, vi ikke havde lavet reunion-tingen sidste år. For mig har det mere været et behov for at skrue op og for at arbejde sammen med folk i stedet for at køre mit solo-trip, end det har været et behov for at spille hård rock. Det synes jeg heller ikke, pladen er.

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA