Nyhed

Janelle Monáe udgiver to plader i 2012

Sangerinden varsler hele to opfølgere på sidste års skamroste debutalbum

Janelle Monáe debuterede med et brag med "The ArchAndroid" i sommeren 2010, og GAFFAs amelder faldt fuldstændig på halen over den unge sangerindes personlige mix af pop, soul, funk med mere.

"Hvad vi har at gøre med her er en kunstner, der ikke har en genre, men er i gang med at skabe sin egen, og hvor tit er det lige, at det sker? Aldrig! Det er en af grundene til, at The ArchAndroid er sådan en stor nydelse, og et af årets absolut bedste albums", hed det således fra en bjergtagen Christian Grubert.

Siden har sangerinden i indeværende år givet to angiveligt glimrende koncerter herhjemme, først på årets Roskilde Festival, og siden som del af Princes NPG Arts & Music Festival på Amager i begyndelsen af august (billedet).


Når sjæleuret siger til

Og nu kan den voksende fanskare som sagt begynde at glæde sig til hele to nye plader fra Monáe i det kommende år. Ved et julearrangement i hjembyen Kansas City udtalte sangerinden således, her citeret fra NME:

"Jeg er glad for at være her og se min familie, og jeg er ivrig efter at komme tilbage i studiet og arbejde på færdiggørelsen af mit nye album. Jeg er holdt op med at turnere for at kunne gøre pladen færdig, og planlægger faktisk at udgive to album næste år". Nogen udgivelsesdato foreligger endnu ikke, men sangerinden forsikrede dog kryptisk forsamligen, at "84,799 procent" af skriveprocessen var gennemført, og at "jeg vil udgive dem i overensstemmelse med mit sjælelige ur. Men jeg vil præve at holde mig til de planlagte datoer, som jeg kender men ikke kan afsløre".


"

ANNONCE