x

Danske bands indtager Köln i aften

Danske bands indtager Köln i aften

Skulle man befinde sig i Köln, kan man i aften opleve de tre danske navne Rangleklods, Vinnie Who og Treefight For Sunlight til en koncert på spillestedet Stadtgarten.

Koncerten er et af Music Export Denmarks (MXD) Spot On Denmark-arrangementer, som skal sætte fokus på dansk musik i udlandet, og blandt publikum er både inviterede folk fra musikbranchen, pressen og såkaldt helt almindelige mennesker.

Fremstødet skal ses som et yderligere forsøg på at udnytte den interesse og opmærksomhed, som dansk musik pt. mødes med syd for grænsen, hvor Aura eksempelvis for nylig har toppet hitlisten med sin aktuelle single "Geronimo". Hidtil har Spot On Denmark-kræfterne været koncentreret omkring henholdsvis Berlin og senest Hamburg, men nu har man udvidet til Köln og Ruhr-området, som er ikke bare Europas tættest befolkede område (12 millioner). Köln og de nærliggende byer er også centrum for både medier og teleindustri og en stor og alsidig musikscene.

Hovedsamarbejdspartneren i Köln er den internationale c/o Pop Festival, som også sad med i den store jury, der håndplukkede de tre navne til aftenens koncert på årets Spot Festival i Aarhus. I juryen sad også radiostationen 1Live, Tysklands største musikmagasin Intro, Tysklands største collegeradio-station Köln Campus, lokalmagasinet Stadtrevue samt spillestedet Stadtgarten.

I det tyske har både Vinnie Who og Treefight for Sunlight allerede aftaler hjemme på booking- og distributionssiden, mens Rangleklods er helt fri for tyske aftaler pt., og han er selvsagt interesseret i at indgå nogle af slagsen.

Ken Ilsø bakker op

Ifølge MXD har en lang række medier og branchefolk fra såvel Köln som nærliggende Düsseldorf og Bonn meldt deres ankomst – blandt andet chefen for pladeselskabet EMI's digitale afdeling samt ledende repræsentanter fra det toneangivende tyske elektro-selskab Konpakt – ligesom radiostationen 1Live lavede en speciel foromtale i den forgangne weekend. Desuden har arrangementet fået opbakning fra den musikinteresserede danske fodboldspiller Ken Ilsø, som for nylig brugte sin popularitet via karrieren i Fortuna Düsseldorf til at gøre opmærksom på arrangementet på sin Facebook-fanside.

Rangleklods er i øvrigt i gang med en mindre Tysklandsturné, som han skriver dagbog fra til GAFFA.dk. Læs hans dagbogsoptegnelser i GAFFAs artikelsektion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA