Nyhed

Die Antwoord på vej med toer

Den sydafrikanske elektroraptrio udgiver "Ten$ion" til februar

Den sydafrikanske elektroraptrio Die Antwoord fik pæn succes med deres debutalbum fra 2010, "$0$", og nu er de på vej med en opfølger. Albummet har fået titlen "Ten$ion" og udkommer 6. februar.

Cape Town-gruppen alias rapperne Ninja og Yo-Landi Vi$$er og DJ Hi-Tek blev dannet i 2008 og albumdebuterede i februar 2010 med et album med hårdtpumpede elektrorapnumre med tekster, der ofte bevægede sig under bæltestedet. Samme år gav de en ganske ekspressiv koncert på Roskilde Festival.

GAFFAs Jesper Buhl uddelte fire stjerner til Die Antwoords debutalbum og skrev blandt andet følgende:


"Der er stadig crunk-beats, rave-synths og fuck you-attitude på Die Antwoords debutlangspiller $0$, hvor Ninja og To-Landi Vi$$er fyrer bredsider af på både afrikaans og engelsk. Gloserne er til tider svært forståelige, men det foresvæver denne signatur, at vi sjældent bevæger os uden for emnetrekanten druk, sex, blær, og den slags er sjovt, men ikke just langtidsholdbart."  

Billedet ovenfor viser et udsnit af coveret, der tyder på, at Die Antwoord ikke er blevet helt stuerene endnu.

Albummet er indspillet og produceret i Sydafrika af DJ Hi-Tek med supplerende produktion af Ninja.


Se musikvideoen til singleforløberen "Fok Julle Naaiers" nedenfor:

ANNONCE