GAFFAs anmelder præsenterer sine musikalske favoritter fra 2011
Året er ved at gå kraftigt på hæld, og i den anledning har GAFFA givet ordet til en række musikere og GAFFA-skribenter, der året ud vil fortælle om deres musikalske favoritter fra 2011. I dag gælder det GAFFAs anmelder Espen Strunk. Du kan høre hans playliste på Spotify.
Internationale album
1. Lucinda Williams – Blessed
Den 57-årige Louisiana-sangskriver med den forpinte vokal og de store sange levede op til egen standard på forårets udspil, hvor hun trods titlen diskede op med endnu en omgang musikalsk melankoli af høj klasse – og vanen tro med et tekstunivers kredsende om forliste forhold, bagsiden af den amerikanske drøm og denne gang også vor egen hovedstad, hvor hun i sin tid modtog nyheden om en nær vens død.
2. Tom Waits – Bad as Me
Efter syv års ventetid frigav onkel Tom endelig nyt materiale – og det viste sig at være aldeles glimrende, idet det kæberaslende, ramsaltede rockudtryk fik selskab af en stribe smukke ballader, som sendte tankerne i retning af mandens stadig uovertrufne halvfjerdser-udgivelser.
3. Lou Reed & Metallica (billedet) – Lulu
Folk stod på nakken af hinanden for at nedsable den overraskende konstellations kompromisløse konceptalbum baseret på Frank Wedekinds skuespil om danserinden Lulus deroute fra 1900-tallets begyndelse. Men de tog fejl. Der er tale om et på mange måder ubehageligt, men også modigt værk, som desuden byder på nogle af Reeds stærkeste tekster i lang tid.
4. David Lynch – Crazy Clown Time
At man er en eminent filminstruktør er i sagens natur ikke ensbetydende med, at man er en interessant pladekunstner, men det var nu alligevel vanskeligt ikke at skrue forventningerne i vejret til Lynchs debutalbum. Heldigvis blev de langt hen ad vejen indfriet, idet den særlige, snigende mareridts-stemning, vi kender fra mandens film blev genskabt på fornem vis. Advarsel: hør ikke denne plade på et LSD-trip i en mørk skov.
5. Merle Haggard – Working in Tennessee
En af countryens største nulevende sangskrivere begavede os med et glimrende, rustikt genrestykke. Trods lidt genbrug og det faktum, at vi trods alt ikke er i nærheden af hovedværkerne fra tresserne, manede skiven og stemmen endnu engang til andægtig lytten.
6. Chris Rea – Santo Spirito Blues
Efter først livstruende sygdom, så en afstikker med 60'er-pastichen The Fabulous Hofner Bluenotes og endelig det imponerende, antropologiske og tolvdobbelte (!) projekt "Blue Guitars" vendte Rea tilbage med en regulær albumudgivelse og viste at han stadig er blandt verdens mest ekspressive guitarister og vokalister.
7. Paul Simon – So Beautiful, So What
Den lille mand med de store sange genopdagede guitaren som primært redskab i sangskrivningsprocessen. Det kom der et fornemt og fortsat nysgerrigt album ud af, som i de fineste stunder vakte mindelser om den uopslidelige solodebut fra 1970.
8. Jackie Leven & Michael Cosgrave – Wayside Shrines and the Code of the Travelling Man
2011 blev året, hvor vi mistede den særegne skotske sangskriver Jackie Leven. Heldigvis nåede han at sætte punktum med denne flotte samling sange, som alle er skrevet på tyske hotelværelser og efterfølgende indspillet sammen med den mangeårige makker Cosgrave. Smuk svanesang.
9. Diverse kunstnere – The Lost Notebooks of Hank Williams
En gammel kuffert med aldrig indspillede Hank Williams-tekster og selveste Bob Dylan som kurator på projektet. Det kunne næsten ikke gå galt, og gjorde det heller ikke. Ikke alle indslag var lige skelsættende, men når Levon Helm, Lucinda Williams og Merle Haggard trådte i karakter, og Dylan selv satte trumf på med "The Love That Faded", faldt det hele på plads.
10. Eric Clapton & Wynton Marsalis – Play the Blues
Også Slowhand gav lyd i efteråret, efter tidligere på året at have givet en excellent koncert i Herning. Endnu en afsøgning af de musikalske rødder – men denne gang i jazzet regi og med Clapton i en forholdsvis tilbagetrukket rolle. Ikke en milepæl i karrieren, men ikke desto mindre – selvfølgelig – musikerskab på højeste niveau.
Danske album
1. De Efterladte – Traditionen utro
Første opus fra duoen Peter H. Olesen og Michael Lund lagde sig i logisk forlængelse af de syv, glimrende album fra Olesen-Olesen – og var alligevel noget nyt. Skitseagtigt strittende i mange retninger og med et tekstunivers, som stadig kredsede om melankoli og midtvejskrise, men også lukkede sprækker af lys ind.
2. Kurt Thyboe – Thyboe vs. Thyboe
Rapport-redaktøren, boksekommentatoren og manden bag Peter Bellis herostratisk berømte "Ingen regning" fik selskab af Mani Spinx, men stjal selvfølgelig hele billedet med sine poetiske monologer fra et langt og til tider hårdt liv. Man griner, græder... og sætter pladen på igen.
3. Sebastian – Øjeblikkets mester
Udover en enkelt kritiker, som kaldte pladen "underligt bedaget", var de fleste enige om, at Sebastian gjorde comeback med manér på denne sin første studieplade i tyve år. En kombination af gamle kolleger og yngre sangerinder, og så en sangskrivning, som kun kan betegnes som klassisk Sebastian. Bedaget eller ej.
4. Emma Acs & the Inbred Family – Champagne
Den unge københavnerinde og hendes musikalske kumpaner bragede igennem med deres charmerende, semi-psykedeliske debutalbum og beviste, at man sagtens kan være særdeles traditionsbevidst, helt sin egen og i øvrigt skrive glimrende, legesyge tekster, selvom man knap er fyldt tyve. Vi glæder os til toeren!
5. Dark & Dear – Glimpse of the Truth
Mens vi ventede på næste års nye studiealbum fra Leonard Cohen landede denne fine skive, som ikke lagde skjul på sin inspiration fra den canadiske mester. Og der var ikke blot tale om åndløst plagiat, men derimod nogle sjældent gode tekster fulgt til dørs i smagfulde arrangementer.
