Nyhed

René Dif på vej med single

Aquas rappende medlem er klar med single som solist

René Dif har før begivet sig ud i en solokarriere, med partynumre iført denimvest og aviator-solbriller. Men denne gang er det en indadskuende kunstner der ser tilbage på 15 år som popidol. Singlen hedder "Til Døden Os Skiller" og udkommer den 27. marts. I starten af 00'erne udgav Rene Dif flere singler, men flere faktorer gjorde, at singlerne aldrig blev fulgt op af et egentligt album. Denne gang vil Rene Dif vende tilbage til den lyd han havde før Aqua. Om projektet siger René Dif:

"Et af symptomerne ved min kommercielle succes og den måde at leve op til rollen som superstar var, at jeg til sidst blev helt følelsesløs og hverken kunne mærke mig selv eller andre. Derfor betyder min nye plade meget for mig. Den er et udtryk for, at der er følelser bag den facade, som jeg udmærket godt er klar over er blevet fremstillet både hult og uintelligent. Alle, selv René Dif, indeholder følelser, det er bare først nu, jeg tør vise dem, stå frem og sige det som det er."

René Dif er dog ikke færdig med Aqua. Gruppen udgav deres tredje album "Megalomania" i oktober sidste år og turnerer i Australien i næste måned. 


ANNONCE