Nyhed

Kraftwerk på vej med album

Ralf Hütter afslører, at gruppen snart har færdiggjort deres næste album

Den legendariske tyske elektrogruppe Kraftwerk afslørede for få dage siden at de "snart" udgiver et nyt album. Afsløringen kom oven på en koncertrække på New Yorks Museum of Modern Art. 

Gruppen udgav i 2003 det omdiskuterede album "Tour De France Soundtracks", og før det skal man helt tilbage til 1986 for finde en albumudgivelse i form af "Electric Café"

I et interview med New York Times sagde gruppens eneste oprindelige medlem Ralf Hütter "Vi lærer af larm og fra at gå på klubber" og fortsatte i kunstnerisk stil: "Vi opererer hele tiden, vi opgraderer, vi opdaterer løbende. Der foregår hele tiden reprogrammering, og nye kompositioner og koncepter er også på vej." 


Sidste gang GAFFA oplevede den elektroniske gruppe var da Ras Bolding så dem i Randers. Bolding var meget begejstret og skrev: "Gruppen har perfektioneret sin live-optræden gennem flere år og det er helt tydeligt, at det er en stræben efter denne perfektion snarere end nye landvindninger, der driver det gamle, hæderkronede kraftværk fra Düsseldorf." Koncerten fik fem stjerner.

Nu er det bare at vente og se, om det nye album når lige så flotte højder som deres koncerter. Albummet bliver deres 11. og det første, efter at medgrundlæggeren Florian Schneider har forladt gruppen.

ANNONCE