Nyhed

Eminem tilbage ved ekskonen

Rapperen overvejer at gifte sig med ekskonen og indstille karrieren

Eminem har i et radiointerview afsløret, at han har fundet sammen med sin ekskone Kimberly Mathers og ”at de sandsynligvis vil gifte sig igen.”

Skolekæresterne fik i 1995 datteren Hallie og blev gift i 1999, men ægteskabet holdt kun i to år. I 2000 forsøgte Kimberly Mathers at begå selvmord i parrets hjem, og i kølvandet på skilsmissen året efter faldt Kimberly fra hinanden og blev anholdt for besiddelse af kokain, hvorefter Eminem fik forældrerettighederne over datteren.

Eminem har siden selv haft sine problemer med stofafhængighed. Han måtte som bekendt aflyse sommerens Europa-turné, fordi han skulle indlægges for sin afhængighed af sovepiller.

Ifølge BBC News udtaler rapperen: ”Da jeg startede min afvænning, gik jeg ind i det med en overbevisning om, at jeg skulle blive stoffri. Jeg vil komme ud af det her, inden det kommer ud af kontrol.”


Eminem overvejer efter eget udsagn stadig at trække sig helt tilbage fra musikbranchen.

”Jeg befinder mig på et sted i mit liv, hvor jeg ikke ved, hvor min karriere er på vej hen,” udtaler han, og forklarer endvidere, at dette var baggrunden for, at hans nyligt udkomne opsamlingsalbum fik titlen ”Curtain Call” (Tæppefald, red.): ”fordi det kan blive det sidste, jeg udgiver. Vi ved det endnu ikke.”


Eminems hjemmeside

ANNONCE