x

Tilmeldingsfrist til metalkonkurrence nærmer sig

Tilmeldingsfrist til metalkonkurrence nærmer sig

Det danske metalpladeselskab Mighty Music fejrer igen vækstlaget med talentkonkurrencen Mighty Fight Night Round 3, som denne gang foregår i Vega. Konceptet sætter fokus på den danske metalscene med et show, der præsenterer en række lovende metalbands, og Mighty Fight Night går i luften lørdag den 19. januar 2013. Nu nærmer tilmeldingsfristen sig med stormskridt – den er i morgen den 11. december.

Alle danske metalbands har mulighed for at deltage i konkurrencen. For at tilmelde sig skal man sende en mail til [email protected] med et link, hvor man kan høre musikken (minimum to sange) og med en beskrivelse af bandet samt et bandfoto.

Ud fra ansøgningerne håndplukker Mighty Music tre bands til at optræde i Vega den 19. januar 2013. Vinderen af talentkonkurrencen får muligheden for at optræde på næste års udgave af Copenhell og derudover til næste års Mighty Fight Night-event.

I talentkonkurrencens dommerpanel kan man finde erfarne folk fra metalbranchen. Der vil være repræsentanter fra Copenhell, P6 Beat/Sort Søndag, Devilution.dk og Mighty Music. Dommeren har 50 procent medbestemmelse, mens publikum bestemmer de resterende 50 procent igennem stemmesedler. Ud over deltagerne spiller sidste års vinder, Barricade, på aftenen, og derudover underholder metalbandet The Interbeing, hvis debutalbum fra 2011, "Edge of the Obscure", fik fem stjerner af GAFFAs metalanmelder Keld Rud under overskriften "Årets hidtil bedste danske metalalbum".

Sidste gang Mighty Fight Night løb af stablen foregik det i januar 2012 i et udsolgt Pumpehuset.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA