Nyhed

Hush får European Border Breaker Award

"A Lifetime" blev hyldet på musikmessen Midem

Prisen The European Border Breaker Awards er netop blevet uddelt ved musikmessen Midem i Cannes. Prisen tildeles artister med det højeste salgstal for et debutalbum inden for EU – men uden for artistens hjemland – i perioden 1. september 2004 til 31. august 2005. Prisen gik i år til otte europæiske navne, heriblandt danske Hush, der har solgt over 20.000 eksemplarer i Europa, og hertil skal regnes, at pladen ikke er udgivet i alle europæiske lande endnu. Pladen kommer nemlig først i Tyskland og Holland til April.

Herhjemme har Hush opnået en guldplade for mere end 20.000 solgte eksemplarer af "A Lifetime", men som prisen indikerer har duoen nu også fået succes i udlandet. Bl.a. har Hush spillet koncerter i England og Irland som opvarmning for Stephen Fretwell, og de har desuden turnéret i Sverige og Norge, samt senest i Tyskland, Holland og Italien med det engelske band Turin Brakes.

The European Border Breaker Awards, som organiseres af Europa-kommissionen m.fl., promoverer udbuddet og diversiteten i europæisk musik ved at anerkende musikere, der har haft den største succes uden for deres eget land. Alle musikgenrer tages i betragtning, mens covers (fortolkninger), compilationer og multi-kunstner udgivelser er udelukkede. Kun én artist fra hver af EU’s medlemslande kan modtage prisen. Det er tredje gang, prisen bliver uddelt. Sidste år gik den danske European Border Breaker Award til The Raveonettes, og året før var det Saybia, der modtog prisen for stor succes uden for Danmarks grænser.


Hush har netop overstået en succesfuld præsentationsturné med koncerter i Nashville og L.A. Samtidig arbejder Hush nu på materiale til et nyt album, som forventes færdigt inden årets udgang.

Læs GAFFAs reportage fra Midem


ANNONCE