Nyhed

Fleetwood Mac genudgiver klassiker

Gruppens største succes gennem tiden kommer som deluxe-bokssæt

I disse år bliver den ene rockmusikalske klassiker efter den anden genudgivet i deluxe-versioner med bonusmateriale, og det gælder nu også Fleetwood Macs "Rumours".

Albummet udkom første gang 4. februar 1977, og selvom det blev indspillet i et miljø præget af stofmisbrug og parforholdsmæssige problemer hos flere af medlemmerne, blev albummet en massiv succes, som til dato har solgt over 40 millioner album. Dette gør albummet ikke blot til Fleetwood Macs bedst sælgende album gennem tiden, men til et af musikhistoriens 10 bedst sælgende albums overhovedet.

Albummet indeholdt fire singler, "Go Your Own Way", "Dreams", "Don't Stop" og "You Make Loving Fun", hvoraf "Dreams" toppede den amerikanske hitliste, og "Don't Stop" blev nummer tre. "Don't Stop" var i øvrigt Bill Clintons kampagnesang ved det amerikanske præsidentvalg i 1992, og bandet spillede til hans indsættelsesbal.


"Rumours" bliver genudgivet 28. januar i såvel en deluxe- som en super deluxe-udgave. Deluxe-udgaven idenholder tre cd'er, dels det oprindelige album i remasteret version – sammen med B-siden "Silver Springs", der ikke var med på den oprindelige version – dels en cd med ikke tidligere offentliggjorte liveoptagelser fra turnéen oven på "Rumours", dels en cd med ikke tidligere udsendte optagelser fra indspilningerne. Super deluxe-udgaven indeholder det samme som deluxe-versionen og dertil en vinyl-udgave af albummet samt en dvd med promotionfilmen "Rosebud" fra 1977.

Fleetwood Mac blev dannet i London i 1967 af guitaristen Peter Green og trommeslageren Mick Fleetwood og fik hurtigt assistance af bassisten John McVie. Gruppen spillede i begyndelsen blues, men da de to amerikanske medlemmer, Lindsey Buckingham (sang, guitar) og Stevie Nick (sang) blev optaget nytårsaften 1974/75, ændrede musikken sig i en mere poprocket retning, hvilket gav gruppen et kommercielt gennembrud med albummet "Fleetwood Mac" fra 1975, og populariteten voksede til nye højder med "Rumours" to år senere.

Fleetwood Mac har gennem årene haft talrige forskellige medlemmer og består i dag af Lindsay Buckingham, Stevie Nicks, John McVie og Mick Fleetwood, samme konstellation som medvirkede på "Rumours" bortset fra sangerinden og keyboardspilleren Christine McVie, der gik ud i 1998.


Hør "Rumours" på Spotify og WiMP.

 

 


ANNONCE