Nyhed

Red Bull åbner studie i Danmark

Energidrik-giganten lancerer et nyt lydstudie til fordel for danske musikere og artister

Firmaet Red Bull formår endnu engang at promovere mere end blot deres energidrik. Denne gang til fordel for musikken, når de i februar måned åbner op for "Red Bull Studio Copenhagen". Lydstudiet bliver hermed det syvende Red Bull-studie i verden.

Åbningen lanceres med en fem dages launch-fest fra den 18. til den 22. februar, hvor en række danske artister, nemlig Stine Kinck, Christopher, Mike Sheridan, August Rosenbaum, Turboweekend, Julius Sylvest, ELOQ og Suspekt optræder. Alle musikere vil give en eksklusiv intim showcase, der skal en give en smagsprøve på den lyd og musik, der i fremtiden vil være repræsenteret i studiet.  

Mandag den 18. februar byder på soul med kant i form af sangerinde Stine Kinck. Hun har sunget med forskellige artister som Savage Rose og Hvid Sjokolade og samarbejdet med produceren Pharfar om sit debutalbum "Stine Kinck" fra 2011.


Tirsdag den 19. februar spiller dansk pops unge fremadstormende navn, Christopher, som fik god vind i sejlene efter at have lagt en fortolkning af Robyns "Call Your Girlfriend" ud på YouTube i sommeren 2011. Til studieåbningen giver han akustiske numre fra debutalbummet "Colours" fra sidste år.

Onsdag den 20. februar gælder det elektronisk producer med mere Mike Sheridan og jazzpianisten August Rosenbaum. Mike Sheridan er den første kunstner, som skal indspille i studiet, mens August Rosenbaum er udvalgt til dette års Red Bull Music Academy i New York – blandt 4000 ansøgere fra hele verden.

Torsdag den 21. februar får Red Bull Studio Copenhagen besøg af den populære elektrorockgruppe Turboweekend. De giver en mindre session med udvalgte numre fra deres tre velanmeldte album.


Fredag den 22. februar møder Vestegnen Nørrebro, når de unge dj- og producertalenter, Julius Sylvest og ELOQ, møder Suspekt til et urbant hip hop dj brag. Julius og ELOQ har begge ep'er på trapperne, og Suspekt er en af Danmarks mest populære hiphop-grupper lige nu.

Da Red Bull Studio Copenhagen ikke er et spillested, er der desværre ikke plads til alle dem, som spillestedet gerne ville invitere. Dog vil der være konkurrencer for fans om eksklusive invitationer til flere af ugens showcases.

På studiets hjemmeside kan man se og høre meget mere om de artister, som skal forbi og indspille samt få et indblik i den kreative proces med at lave musik. Følg med på www.redbullstudios.dk og Facebook samt de forskellige gruppers Facebook-sites.


ANNONCE