x

by:larm Lørdag – lukker med maner

by:larm Lørdag – lukker med maner

Se hundredevis af billeder fra by:Larm i GAFFA Norges gallerisektion

Så blev det sidste aften på by:Larm på en festival, der for alvor har formået at forvalte såvel store koncerter, ligesom der også er plads til de relativt eksklusive oplevelser, da flere af artisterne optræder flere gange under forskellige forhold under festivalen. En ganske nævneværdig ting, der gør, at det er sjældent, du ikke kan nu at få tjekket et navn ud.

Islandsk film med lydbølger

Aftenen startede ud med, at norske Shining løb med det økonomisk hjælpsomme (og debatterede) Statoil Stipendium på en million norske kroner, der er målrettet mod musikalsk udenlands-aktivitet. GAFFAs første musikalske betragtning kom på Jakobs Kulturkirke, hvor islandske Valgeir Sigurdsson (IS) spillede (se billedet). Sigurdsson er både producer, lydtekniker, musiker og ikke mindst stifter af sit Bedroom Community-label, ligesom han har prominente samarbejder med Björk, Bonnie "Prince" Billy, Feist, Nico Muhly, Múm med flere på sit cv. Desuden har islændingen produceret musik til flere film, og det var ikke svært at høre på aftenens optræden.

De var to på scenen – Sigurdsson selv, samt en violinist, der også loopede sit spil undervejs. Frontmanden sad skiftevis bag computeren og manipulerede et yderst velproduceret lydligt rum – og bag et flygel og oste ud af sin kompositoriske kundskaber herpå. En Nils Frahm ligger ikke voldsomt langt fra dette udtryk, især når man tænker på tyskerens eskapader med cellisten Anne Müller, der bærer et mere elektronisk præg. Ikke desto mindre var islændingens fokus en kende mere sfærisk og dronende end Frahms monotoni ellers også til dels udtrykker.

Derudover bestod lydlandskaberne af nogle soniske udforskninger, der blandt andet tog fat på de dybe udefinerbare sub-frekvenser samt mere diskante bidrag, som flere gange resulterede i et faktisk beat. De lydlige backtrack-ting var virkelig velproduceret, og de forplantede sig glimrende i kirkerummet med iltre panoreringer og dynamiske vulkantoppe. Violinistens pizzicato-figurer loopede sig sammen med beats, der igen smeltede sig sammen med den nærmeste "Felt"-agtige nærhed på flygelets strenge. Og med en skrattende sitrende lyd, som sand der løber ud af timeglasset, sluttede denne filmiske koncert også, alt for hurtigt efter at den var sat i gang. En oplevelse at glæde sig til for gæsterne til aftenens koncert på Huset i Magstræde i København.

Danske retro-genialiteter

Vi tog elevatoren videre op på toppen af Arbejderpartiets store bygning, hvor klubben Stratos lagde lokaler til et besøg fra vores egen alternative gruppe CTM med Cæcilie Trier i front. Trier og hendes tre kumpaner var virkelig tilstede på denne anden koncert på festivalen. De spillede, så vidt jeg er bekendt, hele debut-ep'en "Variations", samt et glimrende cover-nummer af Bryan Ferrys "Windswept" i ganske fine omgivelser med udsigt ud over Oslos nat.

Titelnummeret "Variations" åbnede ballet, og det lydlige rum, Cæcilie Trier og co. fik bygget op, var utrolig forfriskende på en retrospektiv måde. Et par af numrene lød som noget, der kunne optræde i en kærlighedsscene fra en David Lynch-film, men i en moderne optik og med et glimt i øjet. Det er forførende og stærkt at se Cæcilie Trier bag sin synthesizer ytre sin mørke vokal i musikken med små guitarkrøller, en valsende bas og trommer der i virkelighede simulerer en trommemaskine fra 80'erne, men spillet i levende live. Meget effektfuldt.

Også i Elsa Palma, hvor et mere afslappet stykke overtager på en raffineret afvekslende facon. Generelt er musikken ekstrem groove-baseret, og trækker således også især på en mere lavmælt udgave af folk som Talking Heads, hvor de kække grooves supplerer de "samtaler", der foregår mellem Triers vokal og guitarens med- og modsat-rettede akkompagnement. Lydvalgene er i øvrigt en anden ting, der er en stor del af universet. Triers nærmest panfløjteagtige syntese fra Roland-keyboardet er kitsch på en hyper-cool måde, mens hun også til tider invaderer lydbilledet med en mere saw-lignende lyd, der giver god kant til helhedsoplevelsen. Igen må kommende Frost-publikummer se frem til en virkelig interessant og kitsch-forførende dans i musikken, som Agent Dale Cooper ville have manøvre den. 

Norsk saxofonist-elektronik

Vi blev i de højere luftlag og var vidne til den ellers saxofonist-spillende Bendik Giske (N), der har kastet sig over en lavmælt elektronisk r&b. Det var især bygget op omkring enkelte og nærmest rolige produktioner fra et backtrack, mens Bendik Giske tog sig (mest) af mikrofonen og momentvis saxofonen. Det blev egentlig meget stemningsfuldt med den meget perkussion fra Giskes makker og hovedpersonen selv på gennemsnitlig r&b-vokal. Det var til gengæld klart, når saxofonen blev fundet frem, at musikken for alvor blev varieret og interessant. Blandt andet på den ganske fine single "Used To You", hvor saxofonen blev vrænget godt og grundig ud.

Selvom det mestendels var sfærisk og tilbagelænede kompositioner, så blev der da også plads til de mere ravede produktioner, som havde mere drum 'n' bass-kant. Dog var det helt tydeligt, at det var i kombinationen mellem Giskes vanskelige og meget smukke træblæser-løb, at han for alvor skilte sig ud. Hans til tider lidt for anonyme vokal var fin nok, men i kombinationen lignede det mere og mere noget, man også kunne finde på at sætte på anlægget derhjemme. En fornuftig blanding af jazzede elementer og minimalistisk elektronika, der bestemt har et potentiale på sigt.

Norsk alternativ indie-pops nye håb

Ja, og så var det Highasakites (N) tur. Den efterhånden vel-hypede gruppe indtog Rockefeller – en større scene, der eksempelvis kan sammenlignes med Oslos svar på Vega – med en ydmyghed og taknemmelighed overfor det ganske fine fremmøde, der var at finde denne sidste festivalaften.

Den alternative folk-popmusik, gruppen bedriver, tog sig ganske smukt ud i salen, og de startede med den altid ørehængende "Winners Don't Come Easy". Gruppen er så heldig, at de formår at kombinere en virkelig solid sangskrivning med en skæv brug af instrumenter. For eksempel, hvad jeg mener er en stor kornet, der udsmykkede numrene hen ad vejen med effektmanipulerede elementer.

De fulgte op med "My Soldier", hvor der var endnu et eksempel på ovennævnte, da den karismatiske sangerinde Ingrid Helene Håvik også varetog autoharpe/zither på nummeret, der var med til at give nummeret et sjovt særpræg, mens det dejlige ordenlydende "ma-re-a" slutkor i nummeret var et foreløbigt klimaks. Det stærkeste moment lørdag aften var dog bestemt, da gruppen spillede "God Is A Banquet" fra deres genuine debutalbum "All That Floats Will Rain".

Et meget stærkt drømmende nummer, der havde en fremragende lydlig dybde med raslende perkussionbrug, hvor Håvik synger om eksistentialismen, som for alvor er stærk i ordvalgene og billedsproget, jeg mener: "God was a banquet on which we fed / I heard his voice like a whisper / and felt like drinking the air / now vacuum the woods / and clear the shore / sweep off all the shades / and suck the ocean dry / set his arrow straight / and suck the ocean dry / set his arrow straight". Fremragende nummer.

Highasakite vil vi bestemt høre mere til – for eksempel på årets Spot og Roskilde Festival, hvor gruppen allerede er booket – og det forstår man godt årsagen til.

Vi nåede også forbi…

Heartfelt (N), der forud havde plastret nærmest hele Oslo ind i plakater. Han spillede en Beck'sk kompakt rock med større blæserarrangementer, der ikke var helt tosset, men som ved første lyt desværre heller ikke formåede at skille sig nævneværdigt ud. Vi nåede også forbi den tidligere Lukestar-frontmand Truls Heggero, der nu er gået solo blot som Truls (N), der for alvor trak et publikum i hjembyen Oslo med sine helt vanvittige falset-vokal, der var tilsat meget kompetent soul- og elektro-elementer af den rockede slags. Ganske udmærket. Vi sluttede vores festival med et kig forbi danske , der for alvor også fik den norske kærlighed at føle. Et næsten fyldt WiMP-telt var hvad MØ kunne mønstre, og det forvaltede hun ganske godt under det kompakte sæt. Der var især et par af de nye numre, der sprang i øjnene, hvor der både var en meget poppet sætslutter, mens der også undervejs havde sneget sig noget i en betydelig tungere boldgade ind.

Alt i alt var by:Larm 2013 en fornøjelig oplevelse med især virkelig positive svenske indslag fredag. Dog var der et virkelig højt niveau over hele linjen, som blot bekræfter, at den nordiske sans for musikalsk kvalitet absolut lever i bedste velgående. Vi ses næste år, Oslo.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA