Nyhed

Nick Cave slår børn

Den australske veteran forviser M:G:P fra hitlistens førsteplads

Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og vanen tro kigger GAFFA på toppen og ugens nyheder. I denne uge finder vi en nyhed på førstepladsen af albumhitlisten, nemlig Nick Cave og hans meget roste – ifølge GAFFAs anmelder seksstjernede – album "Push The Sky Away", som forviser musikken fra børnenes melodi grand prix, M:G:P 2013 til en andenplads efter tre uger på førstepladsen. Marie Key og "De Her Dage" ligger som i sidste uge på tredjepladsen.

Ugens anden nyhed er Vinnie Who, som går ind på en fjerdeplads med sit andet album, "Midnight Special". Hyldemor er nye på en 31. plads med genudgivelsen af det 35 år gamle album "Glem Det Hele", mens Jessie Ware og "Devotion" går ind som nummer 38.

Tracklisten toppes i denne uge af Rihannas "Stay", mens streaminghitlisten som i sidste uge toppes af Macklemore & Ryan Lewis feat. Wanz med "Thrift Shop".


Den såkaldte bit-album-hitliste, der tæller downloads fra abonnementstjenester, ledes i denne uge af Leona Lewis og "Glassheart", mens den tilsvarende trackliste for enkeltnumre som nummer et har Mads Langer og "Elephant". Radioairplaylisten har som i de sidste par uger Taylor Swift og "I Knew You Were Trouble" i toppen.

Se alle de officielle danske hitlister her.

ANNONCE