Nyhed

Volbeat afslører gæstestjerner på nyt album

Bandet afslører deltajer, inspiration og gæstestjerner

Volbeats nye album, "Outlaw Gentlemen & Shady Ladies" udkommer på verdensplan den 8. april, og til at skabe den helt rigtige stemning har Volbeat inviteret flere prominente gæster. 

På nummeret "Let's Shake Some Dust" er der associationer til det Vilde Vesten, når den anerkendte blues-mundharmonika-spiller Paul Lamb lægger en stemningsfuld intro. Lamb kan også høres på nummeret "Black Bart", som bandet beskriver som "vores country-Motörhead-sang". Den canadiske sangerinde Sarah Blackook lægger vokal på den dystre "The Lonesome Rider". Hun folder sig normalt ud i det canadiske band Walk Off The Earth, men på denne duet giver det en ny-inspireret lyd af moderne Johnny Cash og June Carter Cash.

Nummeret "Room 24" har intet mindre end en legende med som gæst, nemlig King Diamond. Frontmanden for metal-pionererne Mercyful Fate er en af Volbeats musikalske idoler, og King Diamond har ikke tidligere sagt ja tak til at gæsteoptræde, så bandet ser det som en stor ære. 


Forsanger Michael Poulsen siger: "Jeg er en stor fan af Mercyful Fate og King Diamond. Det er et kæmpe privilegium at have Kongen med på pladen. Normalt er det jo ikke noget, han gør. Han har selv skrevet sin tekstdel til 'Room 24', som er en underlig, skræmmende historie, og han er perfekt at have med på netop det nummer." Yderligere gæster inkluderer Anders Pedersen på slide-guitar, Rod Sinclair på banjo og Jakob Øelund på kontrabas.

Grundstene til albummet blev lagt på vejene i USA, hvor Poulsen begyndte at spille ideer og riffs og registrere dem på sin mobiltelefon. "Melodi, tekster, alt - det arbejder non-stop i mit hoved," fortæller han. Og da bandet vendte tilbage til Danmark var det på tide at gå videre med skrive-arbejdet. Poulsen uddyber: "Vi kom tilbage fra USA efter en masse koncerter derovre, og isolerede os hjemme i seks måneder for at arbejde albummet færdigt. Denne fred var noget, jeg havde brug for; selvom det er meget inspirerende at skrive på vejen, er det mere behageligt at skrive derhjemme." Albummet begyndte at tage form, og Poulsen lod sig inspirere af de gamle westernfilm, han havde set som barn med sin far. "Nogle gange føles det bare rigtigt: kulisserne, replikkerne, den støvede stil. Jeg har mit eget soundtrack kørende, når jeg ser den slags billeder."

Siden Volbeat startede i København i 2000, har de udgivet fire album og to live-udgivelser samt modtaget en masse priser og guld- og platinplader, hvilket har givet dem stjernestatus i ind- og udland.  


Volbeats oprindelige trio består af Michael Poulsen (vokal/guitar), Anders Kjølholm (bas) og Jon Larsen (trommer) og har for ganske nylig fået følgeskab af den tidligere Anthrax/The Damned Things guitarist Rob Caggiano, der har co-produceret albummet med bandets 'faste' samarbejdspartner Jacob Hansen.

"Albummet er en ny lyd for Volbeat," siger Volbeats Michael Poulsen. "Du får det hele; rockabilly-lyden, de gode melodier, det virkelig tunge og de store rocksange. Det er faktisk alt hvad Volbeat er, som bliver taget videre."

Volbeat spiller også på årets Roskilde Festival, der løber af stablen fra den 29. juni til den 7. juli. 


ANNONCE