Nyhed

Beatles’ første album fylder 50 i dag

I dag er det 50 år siden, én af musikhistoriens største grupper udsendte deres debutalbum

I dag er det nøjagtigt 50 år siden, at den legendariske gruppe The Beatles sendte deres første album på gaden.

"Please Please Me" udkom nemlig den 22. marts i 1963 i England og markerede en ny æra i poppens og rockens historie. 

Albummet blev udgivet af pladeselskabet Parlophone, der havde trykket hårdt på speederen for udgivelsesdatoen. De to singler "Please Please Me" og "Love Me Do" var nemlig allerede udkommet og blevet til hits, og det skulle der straks følges op på. Derfor blev hele albummet optaget på én enkelt dag på 585 minutter, omkring ni timer, over tre omgange i det famøse Abbey Road-studie og var mere eller mindre en eksakt kopi af gruppens daværende live-shows. 


Ud af pladens 14 sange var otte skrevet af John Lennon og Paul McCartney, altså to af bandets medlemmer, hvilket ikke var kutyme dengang. Dog indspillede bandet også deres cover af "Twist & Shout" som det sidste nummer på dagen, fordi Lennon var forkølet, og derfor skulle skåne sin stemme mest muligt, i forhold til den råbe-lignende vokal på nummeret. Indspilningen blev et one-take.

Albummet gik nummer et på den engelske hitliste, og der blev det faktisk liggende i hele 30 uger, indtil det blev erstattet af Beatles' andet album "With The Beatles". Dette var også uhørt dengang, hvor hitlisterne ellers mest var præget af soundtracks og "easy listening"-musik. 

I 2012 kårede musikmagasinet Rolling Stone "Please Please Me" som nummer 39 på deres liste af "500 Greatest Albums of All Time". En liste, der i øvrigt toppes af et senere Beatles-album, "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band" fra 1967.


ANNONCE