Nyhed

Michael Bublé ind i hitlistetoppen

Den canadiske crooner er ugens højeste nyhed på albumhitlisten

Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og vanen tro kigger GAFFA på toppen og ugens nyheder. I denne uge er ugens højeste nyhed på albumhitlisten Michael Bublé (billedet), der går direkte ind på andenpladsen med "To Be Loved". Førstepladsen besættes som i sidste uge af Volbeat og deres "Outlaw Gentlemen & Shady Ladies", der også klarer sig godt internationalt. I sidste uge lå den således nummer 9 på den amerikanske albumhitliste, men er i denne uge faldet til en 31.-plads. Ugens danske tredjeplads er Marie Key og "De Her Dage", der ofte har besat tredjepladsen på den danske albumhitliste de sidste par måneder.

Ugens næste nyhed på den danske albumhitliste er Puls, der går ind med deres debutalbum "1" på en 7. plads, efterfulgt af Major Lazer, der går som nummer 18 med "Free The Universe". Fall Out Boy er nye som nummer 27 med "Save Rock And Roll", Folkeklubben debuterer på en 29. plads med "Nye Tider", og Kid Cudi går ind på plads nummer 32 med "Indicud".

Tracklisten toppes af en nyhed, Daft Punk feat. Pharrell og "Get Lucky", mens streaminghitlisten som nummer 1 har en gammel kending, Passenger og "Let Her Go", der også lå nummer 1 i sidste uge.


Den såkaldte bit-album-hitliste, der tæller downloads fra abonnementstjenester, har også Volbeat som etter, mens den tilsvarende liste for enkeltnumre har Passenger og "Let Her Go" i spidsen. Det mest spillede nummer på de danske radiostationer er som i sidste uge Panamah og "Børn Af Natten".

Se alle de officielle danske hitlister her.

ANNONCE