Nyhed

Reportage: Magtens Korridorer på DFDS-færgen

Hvad sker der, når man kombinerer et mini-cruise til Oslo med en koncert fra et af Danmarks største rockbands?

For ottende år i træk arrangerer DFDS Seaways de såkaldte rockcruises. Et rockcruise består af en tre dages sejltur fra København til Oslo, hvor der hertil er inkluderet en koncert med diverse rockbands. Hvordan navne som Lisa Nilsson, Lars Lilholt Band og Mads Langer har sneget sig ind under kategorien rock, kan man undre sig over, men i hvert fald er de alle at finde på båden hen over foråret og sommeren.

GAFFA hoppede med om bord den sidste weekend i april, da Magtens Korridorer var sat på plakaten som trækplaster til minikrydstogtsturen. 
Da vi fredag ramte Oslo bådens dæk, emmede der af en stemning, der på den ene side mindede om Kattegatfærgen med ombordværende restauranter, wienerbrød og spillehaller, men samtidig smagte lidt af et reelt krydstogtsskib, med finere restauranter og diskoteker. 

Klientellet var en stor blanding af børnefamilier og fulde nordmænd, men indimellem mængden kunne man risikere at spotte enkle individer, der var med om bord for at deltage i aftenens koncert. Denne mistanke kunne begrundes med det lidt fedtede hår og den alt for tidlige brandert.

Faciliteterne ombord på den store færge er helt i top. Den tidligere sammenligning med Kattegatfærgen faldt hurtigt til jorden, så snart vi prøvede en af bådens mange restauranter. Havde dette været en madanmeldelse, havde den nok været mere rosende. Dette er dog desværre ikke tilfældet.

Mislykket saltvandsindsprøjtning

Allerede en halv time før koncerten stod folk i kø uden for dørene til skibets diskotek, der i anledning af aftenens koncert skulle fungere som koncertsal. Den lange kø vidnede om, at der stadig er interesse for det aldrende rockband. 

Da dørene omsider gik op, blev vi ført ind i det lille diskotek, hvilket umiddelbart havde den perfekte størrelse til en intim koncert. Med en lille scene og en omkransende balkon var der rig mulighed for, at alle kunne se bandet helt tæt på.

 På klokkeslættet gik bandet på scenen, som altid med et højt energiniveau og en energisk rockattitude.. I hvert fald fra de fleste i bandet. For noget vidnede om, at 1/3 af Magtens Korridorer havde nydt godt af bådens våde varer inden påbegyndelsen af koncerten. Og dette bør vel egentlig høre sig med til et rockbands udskejelser.

Men efter at have oplevet Magtens Korridorer et par gange live med en efterfølgende positiv følelse, var det som om der denne gang var kommet lidt for meget under frakken hos nogle af bandets medlemmer, og det var langtfra en lige så positiv oplevelse som de gange, undertegnede før har lagt ører og øjne til bandets optræden.

Det var, som om gnisten i Magtens Korridorer er forsvundet. Det kan være at det ellers farverige tekstunivers ikke har den samme betydning i takt med den uundgåelige aldring, eller måske var det omgivelserne. Det kan kun bandet selv svare på. Dog skal det siges, at koncerten var udsolgt, og at publikum ikke lod til at gå sig på af overnævnte overrisling. Specielt vakte det opsigt hos publikum, da forsanger Johan Olsen valgte at stage dive. Undertegnede havde dog mistanke til, at dykket måske skyldtes, at sangeren var blevet en smule træt?

Alt i alt var der lidt træthed i metallet hos Magtens Korridorer, og det kunne det ellers charmerende underliggende hav ikke hjælpe til at modvirke. 

Idéen med et rock-cruise er ellers god. Sammenspaltningen af billige øl, lækre restauranter og en ordentlig omgang rock virker på papiret, og til dels også i virkeligheden. 
Vil man selv opleve herlighederne, bliver der rullet ud for diverse artister hen over foråret og sommeren.

 Læs mere på rockcruise.dk


ANNONCE