Nyhed

Otte bands videre i KarriereKanonen

Talentudviklingskonkurrencens otte finalister er fundet

På årets Spot Festival, som blev afviklet denne weekend, optrådte tolv navne fra det danske vækstlag i forbindelse med talentudviklingsforløbet KarriereKanonen. Der var tale om en bred vifte af lovende navne af forskellige genrer, og nu har juryen, som består af repræsentanter fra Bandakademiet, Koda, Smukfest, P3 og P6 Beat, valgt de otte navne, som fortsætter i forløbet. Det drejer sig om: The Minds of 99, Vild $mith (billedet), Amin Karami, City Syd, Kinck, Camillo & Grande, Helmet Compass og Kejthåndet.

GAFFAs anmelder Nanna Jenner Jensen var til stede under koncerten med Vild $mith og gav under overskriften "Hvis det her er første bund af lagkagen, så kan man roligt glæde sig til, at Vild $mith når flødeskumstoppen" fem stjerner for denne optræden.

Disse otte udvalgte bands skal optræde til årets Smukfest til august, og modtager de kommende måneder intensiveret og målrettet rådgivning og coaching. Efter koncerterne på Smukfest bliver KarriereKanonens tre vindere udpeget, og disse træder dermed ind i et skræddersyet karriereudviklingsforløb. De tre vindere kan ligeledes slutte sig til tidligere års vindere, som tæller blandt andre The Eclectic Moniker, Djämes Braun, Kaliber, Ida Gard, Birk Storm og Boho Dancer.


KarriereKanonen har eksisteret siden 2002 og oplevede i år et kæmpe opsving i antal tilmeldte. Mere end 1300 kunstnere tilmeldte sig således konkurrencen, og det var 44 procent flere end i 2012. Alle de tilmeldte bands kan stadig høres på KarriereKanonens hjemmeside.

ANNONCE