Troelsen alias Private giver sin første koncert i over ti år i København i juni. Vi har fanget ham for at høre lidt om, hvad vi kan forvente.
Fredag den 7. juni giver Private under ledelse af sanger og sangskriver Thomas Troelsen koncert på Plænen i Tivoli. Det bliver Troelsens første offentlige koncert i mere end 10 år. Vi har fanget Troelsen for at høre lidt om, hvad vi kan forvente, og hvad han har gang i musikalsk for tiden.
Hvorfor har du ikke spillet live i mere end 10 år?
– Det har ikke været et bevidst valg. Efter bruddet med Superheroes var lysten væk af udmattelse fra de mange turnéer, og da jeg dannede Private, var ambitionerne til et spektakulært og anderledes show så store, at både bookere og arrangører blev skræmt fra vid og sans, når de hørte mine idéer, og festivalerne løb skrigende bort i frygt for sikkerheden. Jeg har virkeligt savnet at opleve suset fra det at stå foran et stort engageret publikum, så det har ikke været med min gode vilje, at jeg ikke har optrådt i så mange år, men jeg er perfektionist til benet, og jeg ser ingen udfordring i "bare" at spille en koncert eller tage på en tour. Jeg vil gerne flytte niveauet fra dengang, jeg optrådte sidst og gøre tingene på en anderledes måde end de mange hundrede koncerter, jeg har spillet gennem mit liv.
Bliver dette en enkeltstående livekoncert, eller er der mere i vente?
– Ja, på nuværende tidspunkt er her tale om "one night only", da der ikke er planlagt flere koncerter. Men det bliver forhåbentligt heller ikke min sidste koncert, det vil være for deprimerende. Jeg synes, det, der er spændende ved denne koncert er, at det ikke er en del af et omfattende cirkus, der rejser land og rige rundt for at spille de samme sange og det samme sæt hver aften. Jeg elsker denne tanke med at bruge så meget energi og forberedelse på at lave blot én skræddersyet koncert, der passer præcis til Tivolis forum.
Hvem bliver livebandet? Er de andre gamle Private-medlemmer med? Og hvem består Private egentlig af i dag, er det kun dig?
– Private er kun mig, og faktisk er hele livebandet nye mennesker, jeg ikke har arbejdet med før, og det elsker jeg. Gæsterne, der kommer med på scenen er de eneste, jeg kender.
Hvad skal du lave i den nærmeste fremtid musikalsk? Kommer der mere fra Private snart?
– Ja, jeg udgiver kun singler nu og har droppet alle planer om at udgive flere album, og ja, der er mange flere sange på vej. De sidste par måneder har jeg arbejdet med Nile Rodgers (producerlegende fra 70'erne og 80'erne (Chic, David Bowie, Madonna med flere), også med på det nye Daft Punk-album, red.), på en ny Private-single.
I 2007 udtalte du til GAFFA, at Private ville udgive "rigtig, rigtig meget musik de næste tre år", men det skete ikke rigtigt, der kom et album og et remixalbum? Hvad gik der galt?
– Pladeselskabet sagde stop, da de ikke mente, at medier og radio kunne følge med i kølvandet på "My Secret Lover"-albummet med de fire singler, der var gået over al forventning. Musikken til to album ligger mere eller mindre færdig på bånd, men jeg har ingen planer om at udgive det pt. Nu synes jeg, det vil være lidt bagstræberisk at udgive materiale, der minder så meget om den funk/boogie-agtige musik, jeg lavede for fem-seks år siden og arbejder nu som altid videre med at udfordre mig selv med det kunstneriske udtryk.
Private er også aktuel med en ny single, "Hell Ain't A Bad Place To Be" skrevet og indspillet med den internationale producer Herbie Crichlow, der blandt andet har været med til at skrive flere af Backstreet Boys' største hits. Se videoen her: