Nyhed

Hør Queens of the Stone Ages nye album live

Queens of the Stone Age fremfører “…Like Clockwork” live på internettet

Queens of the Stone Age har i løbet af de seneste par uger haft gang i en massiv promovering af deres kommende, sjette album "…Like Clockwork" med udgivelsen af hele fem musikvideoer.

Denne promovering kommer oven i, at albummet i forvejen har fået megen opmærksomhed som følge af de mange annoncerede gæster, der tæller Sir Elton John, Jake Shears fra Scissor Sisters, Alex Turner fra Arctic Monkeys, Trent Reznor fra Nine Inch Nails, en tilbagevendende Dave Grohl bag trommerne og også et kig forbi af Mark Lanegan, der blandt andet assisterede på vokal på store dele af "Songs for the Deaf".
 
I morgen tidlig fredag den 24. maj klokken 5 dansk tid vil Queens of the Stone Age-livebandet så fremføre hele det kommende album "…Like Clockwork" i Los Angeles. En koncert, der kan streames via denne hjemmeside.
 
Albummet er i butikkerne den 3. juni.
 
Skulle man gå glip af koncerten på nettet, så kommer bandet forbi vore breddegrader til dette års Roskilde Festival.

ANNONCE