Nyhed

Guide: Dem skal du høre på NorthSide

Weekendens festival er lige op over. Vi har fundet 15 navne, du må og skal høre

NorthSide Festival er lige om hjørnet med i alt 41 koncerter på tre dage. For første gang bliver flere af koncerterne afviklet samtidig, og hvad skal man så se. GAFFA har fundet 15 bands og solister, vi varmt vi anbefale dig at kigge forbi. Se billeder af kunstnerne i GAFFAs gallerisektion.

Hør også GAFFAs NorthSide-playliste på Spotify og WiMP.

Tom Odell. Den 22-årige singer-songwriter og pianist vandt i februar i år den eftertragtede pris "Critics' Choice" ved Brit Awards-prisshowet. Hans følsomme stemme og melankolske sange har givet sammenligninger med navne som Jeff Buckley og Chris Martin, han blev opdaget af Lily Allens pladeselskab In The Name Of og udgiver sit debutalbum "Long Way Down" 24. juni. Red Stage fredag 13.00


Daughter. Den engelske trio har fået masser af roser for forårets debutalbum "If You Leave", melankolske guitarpopsange med Elena Tonras smukke, vemodige vokal i centrum. Inderligt og intenst. Red Stage fredag 16.00.

Kaizers Orchestra giver deres måske sidste koncert i Danmark nogensinde på NorthSide. Nordmændene har nemlig proklameret, at de holder pause på ubestemt tid, når deres igangværende turné slutter til september. Alene derfor bør du komme og sige farvel til gruppen, der brød igennem herhjemme på Roskilde Festival 2002 og siden har besøgt os talrige gange med deres teatralske og medrivende ompa-rock. Green Stage fredag 18.30

Phoenix fra Frankrig er kendt for at være et fremragende liveband, og med det glimrende nye album "Bankrupt!" i ryggen kan du godt sætte forventningerne højt. Forvent iørefaldende og dansabel pop-rock med elementer af soul og elektro tydelig inspiration fra 70'erne og 80'erne. Blue Stage fredag 19.45


The Knife vakte stor debat, da de gav to koncerter i Vega i maj. Var svenskernes optræden med playback tilsat dansetrup en radikal fornyelse af koncertkonceptet, eller var det kejserens nye klæder? Én ting er sikkert: Har du ikke set dem endnu, så grib endelig chancen på NorthSide. Blue Stage fredag 22.45

Kings Of Convenience fra Norge har rendyrket det helt neddæmpede koncept med kun to akustiske guitarer, to stemmer og ganske lidt ekstra fyld. Det fungerer særdeles godt på gruppens plader, men live er det faktisk endnu flottere. Blue Stage lørdag 14.45

Alt-J fra England vandt i november 2012 den prestigefyldte engelske musikpris Mercury Prize, der tidligere er gået til navne som PJ Harvey, The xx og Arctic Monkeys. Bandet debuterede sidste år med albummet "An Awesome Wave", der blander eftertænksom indiepop og groovy beats, og koncerten bliver gruppens første i Danmark. Blue Stage lørdag 17.15


Nick Cave And The Bad Seeds er simpelthen et af de bedste live-orkestre i verden. Punktum. Den australske sangskriver og hans kumpaner har flere gange leveret seksstjernede koncerter, og intensitetsniveauet er altid i top, når Mr. Cave som både lyriker og sanger folder sig ud til sit orkesters lige dele sønderflående og smukt smygende udfoldelser. Green Stage lørdag 21.15

The Flaming Lips er live kendt for et inferno af fest og farver, hvor gruppen fyrer løs af konfetti og serpentinere, og forsanger Wayne Coyne hopper rundt oven på publikum i en gennemsigtig plastkugle. Amerikanernes seneste album, "The Terror", er dog en anderledes dyster sag, så det bliver deres NorthSide-koncert måske også. En ting er dog sikkert: Forvent høj kvalitet! Blue Stage lørdag 22.45

Frightened Rabbit fra Skotland spiller melankolsk folk-rock med mørke tekster og meget smukke sange og har i Scott Hutchinson en intens og indlevende forsanger. Anbefales varmt, hvis du trænger til et skud sortsyn søndag eftermiddag. Red Stage søndag 14.30


Gogol Bordello fra New York er kendt som en heftigt liveorkester med den hyperenergiske sanger Eugene Hütz i forgrunden. Musikken blander rock, punk og Balkan-musik til det, gruppen selv kalder "gypsy punk", og instrumenteringen tæller ud over guitar, bas og trommer også trækharmonika og violin. Bandet har tidligere vakt begejstring på Roskilde Festivals Orange Scene, og NorthSide kan meget let blive en gentagelse. Blue Stage søndag 15.45

Deap Vally fra Los Angeles er blevet sammenlignet med både The White Stripes og The Black Keys, måske fordi de også består af en trommeslager (Julie Edwards) og en guitarist, der også synger (Lindsey Troy). Deap Vally er dog mere punkede og rå end deres mandlige modstykker. 24. juni udgiver de deres debutalbum "Sistrionix". Red Stage søndag 17.00

Band Of Horses' melankolske indie-country-rock har lige fra første færd haft en særlig plads i danskernes hjerter. Og begejstringen er heldigvis gengældt. Amerikanerne har efterhånden spillet en del gange herhjemme, men de har endnu ikke fået en dårlig GAFFA-anmeldelse for deres koncerter. Green Stage søndag 19.30


Arctic Monkeys fik deres helt store gennembrud i 2006 og skabte det dengang hurtigst sælgende debutalbum i Englands historie. Post-punk/britpop-gruppen har siden da udsendt yderligere tre bundsolide album og har et nyt på vej. De har givet adskillige stærke koncerter i Danmark, blandt andet tre gange på Roskilde Festival. Nu kommer de til Jylland for første gang. Blue Stage søndag 20.50

Portishead (billedet) beviste på Roskilde Festival i 2011, at deres musik sagtens kan begå sig på store scener. Live har englænderne i modsætning til på deres plader ingen samples med. Alle lyde genskabes i stedet på imponerende vis af musikerne på scenen, og Beth Gibbons har en særlig evne til at fortrylle med sin smukke, men også til tider desperat udkrængende vokal. Green Stage søndag 22.15.

Hør også GAFFAs NorthSide-playliste på Spotify og WiMP.


Se billeder af kunstnerne i GAFFAs gallerisektion

 

 


ANNONCE