Nyhed

Guide: Det skal du høre på Roskilde – ifølge Lars Löbner Jeppesen

GAFFAs anmeldere giver i de kommende dage deres bud på, hvem du skal høre på Roskilde Festival

Roskilde Festival åbner portene lørdag klokken 18. Vi varmer op til festivalen med at give dig vores anmelderes bud på, hvad du skal se på årets festival. Vi fortsætter med Lars Löbner Jeppesen.

Metallica:

Med dannebrogsflaget plantet i trommesættet og iført et par uklædeligt korte shorts indtager Lars Ulrich og resten af Metallica Roskilde Festivals største scene for fjerde gang siden 1986. Mine fingre er x'ede for, at de gentager stuntet fra tidligere på måneden, hvor de under dæknavnet Dehaan thrashede sig igennem deres 30 år gamle debutalbum Kill 'Em All.


Queens Of The Stone Age:

For mit vedkommende bliver sommerens must see-koncert Queens Of The Stone Age, for med hver QOTSA-plade, og for den sags skyld hvert sidespring, får jeg mere og mere respekt for Josh Homme, der giver to fucks for konservative fans og i stedet giver den som nysgerrig og udfordrende eventyrer. Og kan man i øvrigt ønske sig en bedre setting end en solbadet Orange Scene, når My God Is The Sun slynges ud over masserne?

Savages (billedet):


Fire benhårde og knivskarpe britiske tøser, der har taget et fast greb om fortidens kuldsorte post-punk og tvinger den fremad og lige i fjæset på lytteren. Som Siouxsie Sioux iført Ian Curtis' "HATE"-frakke.

Slipknot:

Jeg skal helt klart også have mig en plads i pitten til Slipknot, i håb om, at de aflyser og i 11. time bliver erstattet af David Bowie.


Uncle Acid & The Deadbeats:

Britiske Uncle Acid & The Deadbeats har over tre plader fyret op for en fuldfed omgang garaget, psykedelisk og lettere doom'et metal, som man kun kan spille, hvis man lever af tung skunk, dåsepils, frysepizzaer og vhs-udgaver af gamle horror-film. Ud over at have landet dem på Roskilde-plakaten har Uncle Acid & The Deadbeats rygerrock også har sikret dem opvarmningstjansen på Black Sabbaths kommende turné.

Hvis jeg var halvt så gammel som tilfældet er, så ville jeg tage den helt lange udgave af festivalen med og dermed også få mulighed for at se forrygende repræsentanter for den danske undergrund som The Woken Trees, Baby In Vain, Broke og Lower på Pavilion Junior-scenen.


Hør Lars Löbner Jeppesens Roskilde-playliste på Spotify eller WiMP.

Roskilde Festival 2013 løber af stablen den 29. juni-7. juli, og du kan finde billetter via GAFFA Live.

 


ANNONCE