Nyhed

Nyt fra Babyshambles

Pete Doherty og kompagni klar med nyt studiealbum til september

Når den narkotika-glade, britiske rockmusiker Pete Doherty optræder i medierne - og det sker ofte - handler det som regel om alt muligt andet end netop musikken. Så lad os da her holde os til sagen og ile med nyheden om, at mandens band Babyshambles nu har annonceret nyt album - deres blot tredje studieplade, og den første siden "Shotter's Nation" fra 2007.

Det kommende udspil har fået titlen "Sequel to the Prequel" og er på gaden den 2. september. Allere ugen forinden - den 26. august - kan man dog få en forsmag i form af singlen "Nothing Comes to Nothing". Den er, ligesom det øvrige album, indspillet i Paris og efterfølgende mikset hjemme i London sammen med Stephen Street.

"Den fik mig faktisk til at græde", fortalte Doherty for nylig til NME om første gang han hørte den færdige version af den kommende single. Om det nye album udtalte han videre: - "Jeg vil ikke have, at det skal være halvhjertet (eller "half-arsed", som han egentlig sagde). Jeg vil stille mig op og virkelig fucking smadre det ud. Babyshambles er ikke tilbage; det her band har været her hele tiden."


Babyshambles har annonceret en britisk turné i forbindelse med udgivelsen, og har allerede nu løftet sløret for tracklisten på det kommende album:

1. Fireman

2. Nothing Comes To Nothing


3. New Pair

4. Farmer's Daughter

5. Fall From Grace


6. Maybeline

7. Sequel To The Prequel

8. Dr. No


9. Penguins

10. Picture Me In A Hospital

11. Seven Shades Of Nothing


12. Minefield

 

 


ANNONCE