Nyhed

Se Agnes Obels nye musikvideo

Den lavmælte sangerinde er klar med første single fra sit længe ventede andet album

I dag udgiver sangerinden, sangskriveren og pianisten Agnes Obel første single fra sit længe ventede andet album, "Aventine", opfølgeren til den snart tre år gamle, storsælgende debut "Philharmonics". Singlen har titlen "The Curse", og nedenfor kan du se den tilhørende musikvideo. Singlen udkommer digitalt i dag og på vinyl 2. september.
 
Albummet "Philharmonics" har til dato solgt næsten en halv million eksemplarer på verdensplan og har fået guld i Holland, platin i Belgien og Frankrig og femdobbelt platin i Danmark. Og så modtog Agnes Obel fem Danish Music Awards i 2011 for debutalbummet, ligesom hun fik en European Border Breakers Award 2012 – en pris, der bliver givet af Europakommissionen og den hollandske festival EuroSonic til kunstnere, som slår igennem i Europa uden for deres hjemland.
 
"Aventine" kan derfor roligt kaldes "den svære toer", og det bliver spændende at se, om Agnes Obel kan leve op til de høje forventninger. At dømme efter førstesinglen fortsætter hun i den lavmælte, trommeløse stil fra debuten. Albummet udkommer den 30. september på det pan-europæiske pladeselskab Play It Again Sam (PIAS).
 
Agnes Obel drager dette efterår på en lang Europaturné, der bringer hende til Odense og København som de eneste danske byer i denne omgang.

I forrige uge kunne Agnes Obel opleves på Smukfest i Skanderborg, hvor GAFFAs anmelder tildelte hende fire stjerner under overskriften "Smukke sange i lidt for skarpt sollys" og blandt andet skrev: "Definitivt smukt var det dog, og guldsmeden, der på et tidspunkt fløj yndefuldt rundt foran scenen, fuldendte æstetikken. Havde Agnes Obel og hendes musikere fremført det samme sæt i en mørk koncertsal, havde det formodentlig været en hjertegribende oplevelse. Nu var den "blot" nydelig."

Agnes Obels efterårsturné:


21.08.13            DK                        Odense, Odense Koncerthus
17.09.13            UK                        London Roundhouse (iTunes Festival) (denne koncert streames live)
18.10.13            DE                        Oldenburg, Kulturetage
19.10.13            NL                        Amsterdam, Paradiso
23.10.13            IE                         Dublin,Vicar Street
28.10.13            DK                        København, Det Kongelige Teater
31.10.13            DE                        Frankfurt, Heilig Geist Kirche
01.11.13            BE                        Bruxelles, Cirque Royal
02.11.13            LUX                      Esch, Rockhal
04.11.13            DE                        Freiburg, Jazzhaus
05.11.13            IT                         Milano, Teatro Martinitt
07.11.13            DE                        Stuttgart, Theaterhaus
08.11.13            DE                        Heidelberg, Karlstorbahnhof (Enjoy Jazz Festival)
09.11.13            CH                        Zürich, Kaufleuten
10.11.13            CH                        Zürich, Kaufleuten
13.11.13            DE                        Köln, Kulturkirche
30.11.13            FR                        Roubaix, La Piscine
01.12.13            FR                        Caen, Theatre d'Herouville (Festival Les Boreales)
02.12.13            FR                        Paris, Trianon
03.01.14            DE                        Berlin, Philharmonie
 
Se videoen til "The Curse":

ANNONCE