Nyhed

Madonna er den bedst tjenende kendis

Forbes har netop lavet en opgørelse over de mest indbringende kendisser, og Madonna ligger helt suverænt som nummer et

Madonna er på nuværende tidspunkt den absolut mest indbringende kendis i verden med en estimeret indtjening på 125 millioner US dollars (kr. 697.000.000, red.) inden for det sidste år, skriver erhvervsbladet Forbes. Med den enorme indtjening ligger Madonna langt over sin efterfølger på listen, Steven Spielberg. Den legendariske filmmager har inden for det sidste år tjent 100 millioner US dollars (kroner 558.000.000, red.), hvilket er langt fra Madonnas skyhøje første plads.

Sangerinden, der fyldte 55 på Elvis Presleys dødsdag 16. august, har indhentet de mange nuller igennem sin "MDNA Tour", parfumer, tøjkollektioner, royalties fra tidligere hits og andre investeringer. Popdronningen har altså i den grad forstået, hvordan man spinder guld på en karriere.

Steven Spielbergs indtjening kommer primært fra hans tidligere film som "E.T." og "Jurassic Park", men også hans film fra sidste år, "Lincoln", har bidraget til den betragtelige formue.


Selvom Madonnas 125 millioner lyder af meget, nærmer det sig ikke de 165 millioner US dollars, som mediemogulen Oprah Winfrey tjente sidste år. Hun er dog gået betragteligt ned i løn og ligger nu på en 13. plads med sølle 77 millioner US dollars (kroner 429.500.000, red.). Måske kan hendes nylige interview med den faldne stjerne Lindsay Lohan bringe hende tilbage på banen.

På en tredjeplads over de mest indbringende kendisser ligger hele tre celebre folk med en indtjening på 95 millioner US dollars hver. Det er henholdsvis "50 Shades of Grey"-forfatteren E.L. James, radiovært Howard Stern og talentshowskaber og -dommer Simon Cowell.

ANNONCE