Nyhed

Se Alt-J optræde med nyt nummer

Alt-J gav i weekenden fans en lille forsmag på deres kommende album til Reading Festival

Den engelske kvartet udkom sidste år med deres debutalbum "An Awesome Wave", som kickstartede deres karriere verden over. I løbet af 2013 har Alt-J arbejdet på deres andet album, og Gus Unger-Hamilton fra bandet kunne tilbage i maj måned fortælle The Daily Star, at de i løbet at sommeren ville gå i studiet for at indspille det nye materiale. Det første resultat herfra er sangen "Warm Foothills", som Alt-J optrådte med til Reading Festival i sidste weekend. Du kan se Alt-J optræde live med "Warm Foothills" på festivalen herunder.

Alt-J blev dannet i 2007, da de fire medlemmer mødte hinanden på universitetet. Deres første album udkom i 2012 og har sidenhen fået platin af The British Phonographic Industry med 300.000 solgte album i England. Også i Danmark har bandet haft pæn succes med deres debutalbum, som lå nummer 34 på den danske albumhitliste. Albummet "An Awesome Wave" blev anmeldt af GAFFAs Finn P. Madsen, som gav det fire stjerner.

Alt-J besøgte tidligere på sommeren NorthSide Festival, hvor de spillede på Blå Scene. Koncerten fik fem flotte stjerner af GAFFAs anmelder Nanna Jenner Jensen.


Hvornår Alt-J udgiver deres næste album er endnu ikke blevet offentliggjort, så indtil da må vi nøjes med denne lille forsmag.

ANNONCE