Erik Clausen 1984: Shu-Bi-Dua er et børne-orkester

Erik Clausen 1984: Shu-Bi-Dua er et børne-orkester

GAFFA fylder 30 år i september, og det fejrer vi blandt andet med en citatsamling, hvor vi hver dag bringer et udvalg af de bedste citater fra vores mange, mange interviewofre gennem tiden – med et nyt år hver dag. Vi fortsætter i 1984 og arbejder os gennem måneden gradvist frem mod 2013.

Du kan læse alle de gamle magasiner og se de i alt 340 forsider i GAFFAs omfattende arkivsektion.

"Jeg ser Shu-Bi-Dua som et børneorkester, ligesom ham, der synger 'Hip hurra, det er min fødselsdag'... Jeg synes ikke, det er kunst. Det synes jeg, TV-2 er. Eller Bruce Springsteen." - Erik Clausen, marts 1984

"Det, der er så trættende ved rockmusik, er alt det slæb – altså, det er skideskægt de første tre uger ... men derefter kender man dén kasse med mikrofonstativer lidt for godt, og jeg får konsekvent mavepine, hver gang jeg skal slæbe den op ad trapperne, bare for at slippe." - Jacob Haugaard, maj 1984

"Vi spiller i år på en 10-15 udendørs festivaler, men ikke Roskilde. Vi tror, vi er lidt for moderne eller for avancerede til Roskilde. Om to-tre år, så opdager de os nok, skal du se, og til den tid har vi efter al sandsynlighed købt festivalen." - Frede Fup, juni 1984

"Det er for meget nogle gange, når man, selvom det skulle være ferie, står og skriver på små lapper ude på campingtoilettet." - Steffen Brandt, TV-2, om overlapningen mellem arbejde og fritid, august/september 1984

"Om jeg bruger sangen til at koble af fra arbejdet? Næh du, det er snarere omvendt – efter en sceneoptræden kan jeg bruge arbejdet til at koble af på."
- Henning Stærk, der på dette tidspunkt var i jobtilbud som kommunal arbejdsmand, oktober 1984

"Det, der er faren, er, at videostjernerne er ude at stand til at lave noget som helst, når de står i en livesituation over for et almindeligt publikum, og der vil jeg gerne have lov til at kritisere Lars Hug... Jeg synes, hans show er fascinerende at kigge på, men jeg savner en lille mand, der til sidst kommer frem og siger, at vi ikke skal være så bange alligevel ... det er så seriøst, så seriøst." - Peter A.G., Gnags, december 1984

Du kan læse alle de gamle magasiner og se de i alt 340 forsider i GAFFAs omfattende arkivsektion.

Vi fejrer også jubilæet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at man kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Aqua, Superheroes og Kasper Winding udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson til Nephew og The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt igen.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet "URK præsenterer", hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Læs mere om albummet og køb det via GAFFA Shop her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA