Nyhed

Se ny video fra Pearl Jam

Pearl Jam har udgivet en ny video til ”Sirens”, som er den anden single fra albummet ”Lightning Bolt”, der udkommer den 14. oktober

Den anden single fra det kommende Pearl Jam-album er "Sirens", som netop har fået sin egen video. Nummeret er et af de mindre hidsige fra Pearl Jam, og videoen, som er instrueret af David Clinch, viser i sin simpelhed bandet spille den flotte power-ballade. "Sirens" står i skarp kontrast til den første single "Mind Your Manners", der udkom i slutningen af august. Musikvideoen hertil var også instrueret af David Clinch, og både sang og video var en anelse mere eksplosive. Bogstaveligt talt.

Du kan se begge videoer herunder.

"Lightning Bolt" bliver den tiende studieudgivelse fra bandet, der debuterede tilbage i 1991 med albummet "Ten". Op igennem 90'erne etablerede Pearl Jam sig som et succesfuldt rockband og har siden holdt længere og solgt flere plader end mange af de andre kunstnere, der debuterede i samme periode og genre.


For lidt mere end et år siden spillede Pearl Jam i Forum i København, hvor de blæste benene væk under publikum og anmeldere. GAFFAs udsendte Michael José Gonzalez gav koncerten fuldt hus med seks stjerner: "Imponerende Pearl Jam viste formidabelt format i Forum med en perfekt koncert."


ANNONCE