Nyhed

Black Sabbath udgiver live-dvd

Ozzy Osbourne & Co. udsender koncert-dvd fra deres optræden i Melbourne

Gendannede Black Sabbath med karismatiske John "Ozzy" Osbourne i front startede i april 2013 deres første turné i adskillige år. Ved besøget i Australien blev koncerten optaget og filmet, hvilket der nu er kommet en live-dvd ud af. "Black Sabbath: Live… Gathered in Their Masses" udkommer mandag den 25. november. Materialet er optaget den 29. april og 1. maj i år på Rod Laver Arena i Medbourne.

Den 10. juni i år udkom gruppens 19. studiealbum fra og med debuten i 1970, "13", som har fået mange rosende ord med på vejen. Det er det første udspil fra Black Sabbath i 18 år siden "Forbidden" og det første med Ozzy Osbourne på vokal siden "Never Say Die!" fra 1978. GAFFAs anmelder Keld Rud gav albummet fire stjerner med ordene: "Skønt "13" ikke er et nyt "Paranoid, Sabbath Bloody Sabbath" eller "Heaven And Hell" for den sags skyld, vil albummet være et langt mere værdigt punktum for en lang glorværdig karriere, hvis det da skulle vise sig at være det sidste udspil fra de efterhånden aldrende veteraner"

Comebackalbummet gik nummer ét på iTunes i intet mindre end 56 lande og gav samtidig bandet deres første topplacering på den amerikanske albumhitliste. Pionererne følger op på albumsuccesen med fortsættelsen af deres 2013-tour, der tager dem rundt i hele verden. Til oktober drager Black Sabbath til Sydamerika og Mexico, hvor deres stadionturné starter, og hvor man forventer, at de kommer til at spille for intet mindre end 300.000 fans. Derfra går turen videre til Europa, hvor de giver koncert i Forum, tirsdag den 26. november. Find billetter til denne koncert via GAFFA Live.


ANNONCE