x

Agnes Obel på Danmarksturné – hør hendes album nu

Agnes Obel på Danmarksturné – hør hendes album nu

Den 33-årige sangerinde, sangskriver og pianist Agnes Obel følger op på succespladen "Philharmonics", der udkom for tre år siden og solgte 450.000 eksemplarer i Europa. Debuten fik fire stjerner med på vejen af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt under overskriften: "Berlin-bosat singer-songwriter debuterer med fine klaverballader." Nu er efterfølgeren klar og har fået titlen "Aventine." Den udkommer næste mandag, men allerede nu kan du smuglytte til hele albummet på iTunes. 

Agnes Obel har boet i Berlin siden 2006, og det er også her, "Aventine" er kommet til verden. Alle sange er optaget i hendes eget "Chalk Wood Studio" i starten af 2013. Ligesom "Philharmonics" er det nye album også skrevet, arrangeret og produceret af sangerinden selv. Hun står for sang og piano. Anne Müller, som også spiller med den tyske musiker og komponist Nils Frahm, spiller cello, og Mika Posen fra den canadiske gruppe Timber Timbre spiller violin og viola på numrene "The Curse", "Pass Them By" og "Fivefold." Desuden spiller Robert Kondorossi fra Berlin-bandet Budzillus guitar på "Pass Them By."

Den 22. april starter Agnes Obel en to ugers turné i Danmark med en koncert i Operaen i København. Herefter besøges Randers, Aarhus, Esbjerg, Aalborg og Odense. Vil du have en forsmag på, hvad der venter, så se denne dugfriske liveoptagelse af "The Curse" fra Berlin:

De danske koncerter:

22. april - Operaen, København

25. april - Værket, Randers

26. april - Hermanns, Aarhus

30. april - Musikhuset, Esbjerg

2. maj - Europahallen, Aalborg

3. maj - Odense Koncerthus

Forsalget til de danske koncerter starter på fredag klokken 10.00. Billetter kan findes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA