Nyhed

Se Megadeth i julehumør

Det californiske thrash metal-band synger julen ind – med en vis ironisk distance

Megadeth har besøgt Jimmy Kimmel i hans late night talkshow, hvor de synger julen ind med klassikere som "Frosty The Snowman," "Do You Hear What I Hear" og "Baby, It's Cold Outside." Sange, der figurerer på den imaginære juleplade "Thrashing Through The Snow – A Very Megadeth Christmas." Bandet var i studiet for at promovere udgivelsen "Super Collider" fra juni og optrådte da også med "Kingmaker" fra det album, da juleløjerne var overstået.

Der er ingen tvivl om Megadeths indflydelse på metalscenen. Som en af "The Big Four", der også tæller Slayer, Metallica og Anthrax, er thrash-kongernes bagkatalog en betydningsfuld sag. De bevæger sig ofte ud i tekniske heavyriffs, oprørs-tekster og leverer klassiske metalhits, som kun frontmand Dave Mustaine kan eksekvere dem. De fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez, da de gæstede Scandinavian Congress Center tilbage i 2011.

Indtil videre er det dog ikke kommet til en juleudgivelse fra amerikanerne. Måske skulle de overveje at indspille sangene fra Kimmels show. Der sidder nok et par metal-entusiaster, der vil sætte pris på lidt tråd til de gamle juletravere.


Se videoen med Megadeth her:

ANNONCE