De amerikanske veteraner er tilbage med originalt guitar-lineup
De amerikanske nu-metal-fædre Korn lægger vejen forbi Amager Bio den 8. maj i forbindelse med deres "The Paradigm Shift"-turné. Til trods for at gruppen kommer under påskud af nyt materiale, er der alligevel mulighed for en nostalgisk oplevelse, da bandet spiller med det originale guitar-lineup. Guitaristen Brian "Head" Welch forlod gruppen i 2005 i en slags religiøs kovending, men han har været tilbage i folden siden 2012. Det vil således være det klassiske guitarhold, der leder an på scenen til maj, når bandet spiller både nyt materiale og sikre hits som "Freak on a Leash" og "Falling Away From Me".
Korn bragede frem på musikscenen i 1994 med deres særlige blanding af metal, grunge og hiphop. De blev snart en slags bannerførere for en ny trend, hvor eksplicit lyrisk indhold blev sat til tung nedstemt instrumentering og hip hop-inspirerede beats. De har siden deres debut solgt over 35 millioner albums verden over og vundet to Grammy statuetter.
I de senere år har Korn valgt at udfordre deres eget udtryk og omfavne nyere musikalske påfund som for eksempel dubsteppen. De samarbejdede med Skrillex på albummet "The Path of Totality" i 2011, og det viste sig at være et godt sats. Albummet blev godt modtaget verden over, da de fleste anmeldere var enige om, at de elektroniske dj-elementer supplerede Korns egen lyd til fulde.
Korn gæstede sidst Danmark i forbindelse med Copenhell i 2011. Da var det til en fem stjernet anmeldelse af GAFFAs anmelder Per Bloch Andersen der skrev: "Aldrig har jeg oplevet så effektiv, alsidig og publikumsvenlig sætliste. Der er nyt og gammelt, tungt og endnu tungere, mainstream og det modsatte, brøl og skønsang." Så mon ikke der er lagt op til festlig og afvekslende aften i Amager Bio.
Billetter kan købes via Billetlugen.dk fra den 16. januar.