Europas største showcase-festival er netop afsluttet efter fire hektiske dage i den nordhollandske by Groningen. GAFFA var med.
Det er stadig jul i Groningen, hvor hele byen er fyldt med glitrende lyskæder og juledekorationer, som lyser den gråsorte aftenhimmel op denne fredag aften, hvor festivalen kører på tredje dag. En massiv regn står ned i stænger, og første musikalske stop bliver lidt tilfældigt på spillestedet Vindicat, hvor den italienske metaltrio His Electro Blue Voice giver den gas på scenen. Trioen har kontrakt med det legendariske amerikanske grunge-label Sub Pop, som udgav gruppens debutalbum for nylig. Men megen kvalitet er der nu ikke over trioen, som hele tiden spiller lidt uden for tempo og mangler et ordentligt materiale at præsentere live. Samtidig er koncerten dog nærmest bandets første live-optræden, så det kan også være, at præstationsangst og dårlige nerver spiller ind.
Under alle omstændigheder er de ikke noget mindeværdigt bekendtskab, og turen går i stedet over til den portugisiske singer-songwriter The Weatherman, der dog ikke får den musikalske kurve til at stige yderligere. Manden har en nærmest skræmmende fysisk lighed med Liam Gallagher og har i både hår- og tøjstil kopieret Oasis-frontmanden ned til mindste detalje. Så inden han med sit band går på scenen, forventer man nærmest, at "Wonderwall" om lidt vil blæse ud fra højttalerne. Selvom stilen også musikalsk i den grad er planket fra 90'ernes britpop har han dog langtfra så gode sange i ærmet, som Oasis havde. I stedet er det nogle jævnt kedelige og alt for pænt polerede popsange, han leverer i stil med tidlig Robbie Williams og den dur, og man ender med at give op efter en halv times tid.
Herefter må der meget gerne komme noget ordentligt på programmet - og det sker også på spillestedet Vera, hvor danske Shiny Darkly skal spille showcase i den store sal. Bandet har i det sidste års tid spillet et hav af koncerter, og det har givet pote, for i aften fremstår de både meget mere selvsikre og udadvendte, end jeg tidligere har set dem. Bortset fra en lidt vag start, hvor der skulle rettes på lyden, var især anden halvdel af koncerten lige præcis så grandios, storladen, energisk og iørefaldende, som man kunne ønske sig fra de unge sortromantiske post-punkere. De nye numre fra det kommende debutalbum "Little Earth" brænder især stærkt igennem og er så fængende, at Shiny Darkly burde få et velfortjent gennembrud løbet af 2014.
Det store publikum er enige og forlader stort set ikke salen under bandets stilsikre performance, hvor forsanger Kristoffer Bechs kokette hyl er med til at øge spændingskurven i numrene.
Godt opløftet fortsætter aftnen i selskab med den alternative svenske pop-diva Jenny Wilson, som sidste år høstede fremragende anmeldelser for albummet "Demand The Impossible!", der både bød på electronica, r&b, hiphop og pop. Live blander hun også kortene på flot vis, uden at det dog for alvor rammer mig. Dertil er musikken lidt for klinisk og fortænkt til min smag, men der er fart over feltet, og selv styrter Jenny Wilson rundt på scenen i læderoutfit og spytter vand ud på publikum som en anden Debbie Harry fra Blondie.
Herefter forsvinder resten af aftnen og natten i lidt af en whiskey-regn på Groningens mange barer og klubber lige til klokken syv om morgnen. Der er derfor ikke meget energi tilbage dagen efter til sidste del af festivalen, hvor det udelukkende er hollandske bands, som spiller. Holland er ikke ligefrem kendt for at fostre store rocknavne, men i stedet at have fingeren på pulsen, når det handler om house og techno og internationale stjerne-dj's som Tiësto. Det er derfor med ganske små forventninger, at jeg bevæger mig ud til det charmeforladte konferencecenter De Oosterpoort, hvor samtlige koncerter foregår lørdag aften.
Men det er jo dejligt at blive positivt overrasket, og det sker for fuld hammer med Afterpartees (billedet), der leverer en af festivalens bedste koncerter overhovedet. Bandet består af fem unge dudes, der spiller en ret forrygende og autentisk form for amerikansk slacker-rock i stil med Pavement og Dinosaur Jr. Samtidig er der energisk skater-punk a la Beastie Boys og elementer af melodisk tresserrock og surf. Forsangeren hopper flere gange ud til det meget dedikerede publikum og er indehaver af en herligt snerrende vokal. Sangene er über-catchy, og det hele er en fest fra start til slut.
Også den gudesmukke sangerinde Sofie Winterson er en fin overraskelse med sine tyste, sagte og smukke electropop-sange pakket ind i repetetive beats, soniske lydflader og en Björk-agtig vokal. Således overbevist om, at Holland rent faktisk kan levere andet end techno, tager jeg en fordom mindre tilbage til hotellet og hviler ud efter tre begivenhedsrige dage og nætter på Europas største showcase-festival.
Læs mere på festivalens hjemmeside