Nyhed

Tre nye navne til Roskilde

Festivalen tilføjer to indie-bands og en eklektisk solist til årets program

Roskilde fejrer fredagens komme med annonceringen af tre nye navne til årets program. Der er tale om Damon Albarn, Interpol og Warpaint. De seneste uger har budt på syret fusionsjazz, metal og hiphop. Nu er turen kommet til en solid dosis indierock samt en eklektisk solist.

Damon Albarn har i sin mere end 20 år lange karriere udforsket talrige genrer, lige fra britpop over afropop og alternativ rock til kinesisk opera og meget mere. Han har været forsanger i Blur, tegneseriefigur i Gorillaz – og besøgt Roskilde Festival i begge roller – været medlem af supergrupperne The Good, The Bad & The Queen og Rocket Juice & The Moon og bygget musikalsk bro mellem Afrika og England med projektet Africa Express. 28. april udkommer den alsidige kunstners første egentlige soloalbum, "Everyday Robots", og du kan opleve de nye sange på Roskilde.

De amerikanske post-punkere fra New York, Interpol, er tilbage på scenen. Det er efterhånden fire år siden, Interpol sidst udgav et album. Det selvbetitlede album var det første efter bassist Carlos Denglers exit fra bandet. Siden 2011 har gruppen holdt pause, og forsanger Paul Banks har i mellemtiden været mest aktiv på albumfronten både med soloalbum under eget navn og navnet Julian Plenti. Nu er gruppen imidlertid tilbage og godt i gang med album nummer fem. Find jakkesættet frem, tag solbriller på og dyrk din newyorker-cool.   


Seje piger spiller indie-rock, og det er Warpaint et glimrende eksempel på. De fire piger er albumaktuelle i år med albummet, der ganske enkelt er betitlet "Warpaint", som fik fire stjerner i GAFFA: "Skæringerne på 'Warpaint' er mere simple og atmosfæriske end på forgængeren, men kvartettens styrke ligger forsat i det melodiske, de forførende vokalharmonier og en stram og stilren produktion." Engelske NME kan i hvert fald ikke få nok af Warpaints andet album. De tildelte det 9/10. En af årets mest spændende grupper, må man konkludere.

Festivalen har allerede offentliggjort Arctic Monkeys, The Black Dahlia Murder, Black Pus, Blood On A Feather, Bombus, Carcass, Corrections House, Cyral Hahn, Deerhunter, Fire! Orchestra, Future Of The Left, Haim, Hookworms, Hymns From Nineveh, Jambinai, Jenny Wilson, Julla Holter, Major Lazer, Mark Ernestur presents Jeri-Jeri, Merchandise, MØ, Nails, Psyched Up Janis, Rob Zombie, Systema Solar, Trentemøller, Earl Sweatshirt, A$AP Ferg og World's Fair.

Roskilde Festival starter den 29. juni til 6. juli. Billetter er i salg og findes via GAFFA Live.

 


ANNONCE