Nyhed

Mikael Simpson på Danmarksturné

Sangskriveren overspringshandler på landevejen til efteråret

Seneste udspil fra sangeren, sangskriveren, musikeren og produceren Mikael Simpson er hans sjette studiealbum, "Overspring (Samlet)", der uden varsel kom på gaden i januar som det, ophavsmanden, selv rubricerede som "en mindre Beyoncé". Indholdet var ifølge ham selv "Nogle sange, lyde og sager, som jeg har arbejdet på gennem de seneste tre år, men ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med".

Nu tager Simpson sangene – og andre godbidder fra bagkataloget – på landevejen til en Danmarkturné til landets fire største byer til efteråret.

De seneste måneder har Simpson desuden fungeret som formiddags-radiovært på DR P6 hvor han, i selskab med Carsten Holm, har skabt et musiknørdet program, der har skaffet dem en nominering til prisen for Årets Radioprogram ved Zulu Awards 2014. Priserne uddeles 3. april.

GAFFAs anmelder var ganske godt tilfreds med "Overspring (Samlet)" som han tildelte fire stjerner og følgende dom: "'Overspring (Samlet)' er alt i alt dog langt mere end en overspringshandling, som ikke bør springes over, hvis man er Simpson-fan – eller bare til intelligent dansksproget sangskrivning."

Turnéen ser ud som følger:
Fredag den 10. oktober – Posten, Odense
Lørdag den 11. oktober – Studenterhuset, Aalborg
Fredag den 17. oktober – Voxhall, Aarhus
Lørdag den 18. oktober – Store Vega, København


Billetsalget er startet via GAFFA Live og de respektive spillesteders hjemmesider.

ANNONCE