Nyhed

Rapper forlader Specktors

Familieforpligtelser kan være svære at få til at gå i spænd med en karriere i musik

Den danske rapgruppe Specktors er blevet reduceret fra en trio til en duo. Jon aka Sluzh (i midten på billedet) har valgt at forlade gruppen. Det skriver de to tilbageværende medlemmer af Specktors på Facebook-side.

"Jon har været en kæmpe del af hele universet omkring Specktors og enhver, der har set os live ved, hvilken energi han har bidraget med. Men ting ændrer sig, og derfor er Specktors fra i dag en duo. Jon vil altid være en bror for os og har en stor andel i alt, hvad Specktors har opnået til nu," skriver de om det afgående medlem.

Spectors har været i gang i seks år, og der sker ganske naturligt meget i løbet af den tid, hvad gruppen også erkender: "I seks år har Specktors nu eksisteret som en sindssyg legeplads for os og det har kastet fantastiske oplevelser og minder for livet af sig. Det er også seks år hvor vi er gået fra drenge til mænd med alt hvad det indebærer af familieliv og forpligtelser. Og det giver mindre plads til projekter som Specktors. En hobby med et indbygget job i."


Og det er også familieforpligtelser, der synes at ligge bag splittet, som tydeligvis foregår i al venskabelighed og forståelse, men det er samtidig ikke enden på Specktors. De to øvrige holder faklen over vande:

"I løbet af det sidste års tid har det ikke altid været lige let at være rapstjerne og familiefar på samme tid. Igennem den kamp er en del af vores lyst til at fortsætte som trio forsvundet. Det betyder at Jon aka. Sluzh ikke længere er med i Specktors, som fra nu af er en duo bestående af Wanner og JonasForFanden. Rejsen hidtil har været for vild og vi har ingen planer om at stoppe lige foreløbig, også selvom vi nu er to i stedet for tre i førersædet."

Jon vil fremover fremover hellige sig jobbet som familiefar og pædagog, mens Jonas og Martin begge som lovet vil fortsætte med at lave musik ved siden af deres arbejde som grafiske designere.


Den energiske gruppe har tre udgivelser bag sig. Deres seneste udgivelse, ep'en "Stjældyrtløbstærkt" udkom i slutningen af sidste år. GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr anerkender gruppens absolutte styrker, også selvom de i længden bliver lidt for træge for hende. Hun gav ep'en to ud af seks stjerner:

"Dansk hiphops absolut bedste "ølkor" er tilbage. For ja – Specktors har stadig masser af ølkor og energi, der vælter af sted. Masser af det, som giver en fest live, men som bliver trægt at høre på et studiealbum. Deres varemærke er deres energi og deres måde at rappe på, men rappen er mest af alt vokal, der vælter monotont af sted. Det bliver banket ind i mikrofonen med høj energi og styrke, men der mangler virkelig nogle variationer – både vokalt, tonalt, rytmisk, musikalsk og tekstligt."

ANNONCE