Nyhed

Trubadur på tur – Sebastian er klar til turné

For første gang i et år tager Sebastian på turné, hvor publikum blandt andet kan forvente at høre sange, han ikke har haft med på scenen før

I morgen indleder en af vort lands største sangskrivere en soloturné, der i de næste tre uger sender ham rundt på kryds og tværs i det ganske land. Sebastian har ikke turneret siden sidste forår, for efter den sidste akkord klingede ud, har den stået på teater for manden, som aldrig ligger stille. Han er i fuld gang med at instruere sin egen opsætning af "Hodja Fra Pjort" med premiere i sensommeren, ligesom et nyt album med sangene fra musicalen også er på vej. Det var derfor en travl Sebastian, GAFFA fik en snak med om turnéforberedelse, musical og det kommende album.

I 2003 begyndte trubaduren at turnere igen efter en pause på omkring ti år. Bestemt ikke en pause fra musikken, men et pusterum væk fra endeløse turnéer og et fokus rettet mod en af hans andre store kæpheste musikteater:

"Det var aldrig et spørgsmål, om jeg skulle ud og spille igen, og jeg var heller aldrig i tvivl om, at jeg skulle lave et album. Det var mere et spørgsmål om, hvornår det skulle være. Jeg har turneret hvert år siden og nyder det stadig. Så længe publikum har lyst til at komme og høre mig, lige så længe fortsætter jeg, siger Sebastian.


En evig kamp med sætlisten

Den 64-årige sangskriver udgav sit første album i 1971, og efter mere end 40 år og 500 sange i musikkens tjeneste er det evigt tilbagevendende spørgsmål op til en turné altid, hvilke sange, der skal med på landevejen. Sebastian har skrevet sange i mange forskellige boldgader, og alle disse gader forsøger han at besøge i en koncert:

"I planlægningen af repertoiret tænker jeg selvfølgelig over, hvad publikum forventer, men samtidig prøver jeg også at tage nogle sange med, jeg ikke har spillet live før. Det er en balancegang. Der skal være noget fra det eventyrlige og poetiske univers, men jeg vil også have nogle sange, der siger noget om, hvordan jeg for eksempel ser på den politiske situation", forklarer sangeren.


Udover en sætliste, der skal finde sin form, bruger Sebastian også halvanden måned på at få stemmen i form til forløbet. Han trapper så lige så mere og mere op, og en uges tid inden spilles hele repertoiret igennem hver dag.

Hodja-album på vej

De fleste kender Sebastians titelsang til "Hodja Fra Pjort" (1984), men efter planen vil der til august være mulighed for at købe et helt album med omkring 15 Hodja-sange. Anledningen er opsætningen af historien om drengen på det flyvende tæppe med premiere den 29. august. Sebastian har taget gamle musikalske legekammerater med i studiet, hvor grundstammen består af det orkester, der indspillede "Skatteøen" i 1986.


"Vi har indspillet al musikken, og i starten af maj skal vokalerne så indsynges. Der kommer forskellige sangere med på albummet, og så tager jeg mig også selv af nogle numre. Jeg tør godt love, at jeg spiller et par af sangene til de kommende koncerter, men ellers afslører jeg ikke noget", siger Sebastian.

Det er muligt at opleve Sebastian følgende steder:

27.03 Gjethuset, Frederiksværk
28.03 Foderstoffen, Rudme  -  UDSOLGT
29.03 Baghuset, Ballerup - UDSOLGT
30.03 Brenderup Højskole -  UDSOLGT
31.03 Godset, Kolding - UDSOLGT
03.04 Mantziusgården, Birkerød
04.04 Kulturcentret, Åbybro
05.04 Fuglsøcentret, Knebel
06.04 Tinghuset, Ulfborg - UDSOLGT
09.04 Stakladen, Aarhus
10.04 Skive Teater, Skive
11.04 Stubhuset, Støvring
12.04 Magasinet, Odense
13.04 Amager Bio, København


Find billetter via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider

ANNONCE