x

Derfra hvor de står – en samtale med Skousen & Ingemann

Derfra hvor de står – en samtale med Skousen & Ingemann

Sig titlen "Herfra hvor vi står," og du kan næsten mærke den salige nostalgi sænke sig og chillumrøgen bølge dovent gennem lokalet. Skousen & Ingemanns første album fra 1971 er imidlertid ikke "bare" et stykke guldrandet hippie-nostalgi, men også en regulær rockhistorisk milepæl herhjemme, hvor den står som et tidligt og fornemt eksempel på den særegne sammensmeltning af fin- og folkekultur, som fandt sted i de år.

Folkeviser, fjernøstlig filosofi og en fin fornemmelse for den simpelt, gode sang mødtes på "Herfra hvor vi står," som siden fik følgeskab af "Musikpatruljen" (1972), "Lykkehjulet" (1976) og endelig "Forbryderalbum" (1978) inden Skousen & Ingemann pakkede sammen ved udgangen af halvfjerdserne. For Niels Skousen begyndelsen på en over tyve år lang pause fra musikken – for Peter Ingemann starten på et nyt kapitel i en karriere, som også har inkluderet en årrække i Kim Larsens band Bellami.

Aktuelle veteraner

I næste uge er der så en sjælden mulighed for at opleve de gamle makkere sammen på scenen, når de på torsdag og fredag (den 10. og 11. april, red.) giver koncert på henholdsvis Ishøj Kulturcafé og århusianske Voxhall. Siden følger jobs på sommerens musikfestivaler i Jelling og Kløften, foruden et større arrangement på Nemoland på Christiania, hvor Skousen & Ingemann stiller op side om side med gamle kolleger som Burnin' Red Ivanhoe, Young Flowers og Stig Møller.

GAFFA benyttede anledningen til at sætte de to 70-årige herrer i stævne i Ingemanns arbejdsværelse i Hellerup, og med god, stærk kaffe som eneste stimulans kom samtalen omkring såvel den aktuelle genforening som Skousens tekstunivers, I Ching, vigtigheden af en god hookline og loven om euforiserende stoffer. Du kan læse første del af det veritable maratoninterview nedenfor. Anden del bringes her på GAFFA.dk i morgen.

Når I tager ud her senere på måneden som Skousen & Ingemann, er det på talrige opfordringer. Hvorfor har I været tøvende med at gøre det? Eller: Er der noget problematisk ved at hengive sig til nostalgien, som det næsten i sagens natur vil være tilfældet med koncerterne her senere på måneden?

I: Hvis du spørger mig er det en meget naturlig ting. I vores alder har man noget i sit bagkatalog. Og vi har blandt andet det, der hedder "Skousen/Ingemann" - som jeg tror vi passer lige meget på, begge to. Både for vores egen skyld og i forhold til, hvad det bliver brugt til.

Mange kreative mennesker....min makker Skousen, Karsten Vogel, Kim Larsen for den sags skyld – kommer, når man kommer i vores alder - i den situation, at man konkurrerer mod sig selv. Når du er ude og spille, oplever du at folk kommer og spørger, om man ikke vil spille den-og-den sang – det er det, folk refererer til.

Men man har jo også et behov for, at der er opmærksomhed omkring det man laver her og nu. Og det gælder for alle de nævnte personer. Niels har jo lavet adskillige albumudgivelser i "nyere tid" - og gør jo en masse ud af at passe sit arbejde, give det den kvalitet, det har – og også komme ud og spille nogle jobs med det. Det er den ene historie.

Den anden historie er det, vi lavede sammen for lang tid siden – det er ikke noget, vi gemmer væk. Men det er klart, at det bliver mere eksklusivt og "på talrige opfordringer," fordi det ikke er noget der...du kan ikke slå op i katalog og booke det, vel?

S: Det er rigtigt som Peter siger, at i og med at jeg havde den lange pause og skulle i gang igen, så var det jo …..ja, for det første var det jo en historie i sig selv. Og da jeg så kom ud og opdagede at jeg, som Peter siger, konkurrerede med mig selv – så var det et problem for mig.

Hen ad vejen oplevede jeg, at den ene del af salen råbte "Isaabel!," mens den anden del salen råbte på nogle af de nye numre. Det blev jeg helt skizofren af, ikke? Nu har jeg det helt anderledes: Man skal ikke løbe fra sin fortid, som Peter også er inde på. Men jeg synes også at man skal respektere både sig selv og publikum.

Og der skal være gensidig respekt på den måde at man siger "jeg er mig – og jeg er her, nu. Og jeg er ikke bare en plade, du sætter på." Sådan har jeg haft det meget tidligere; jeg synes der var noget ydmygende over at være den, der blev trukket frem, når folk tænkte på dengang de var unge og mødte deres kone..."Der hørte vi den-og-den – gider du ikke lige spille den?"

Det havde jeg problemer med før, men i dag spiller jeg også de gamle sange. Der handler det om at sige "mine sange er en fortsat historie, som jeg gerne vil fortælle dig, hvis du gider høre på det." Nu tager jeg så ud og spiller med Peter – og det er en del af min historie.

I: Og der, hvor historien startede, ikke? Og nu gør vi det altså, tager ud og spiller de her job. Og det er gensidigt behov. Jeg kan ikke forklare, hvad det er – men når Niels og jeg stikker hovederne sammen, så sker der altså et eller andet.

S: Ja.......

I: Det har vi observeret for længe siden – og det er også en fortsat historie. Eller en fortsat samtale, måske. De dér ting er intakte. Vi kan simpelthen starte ud på det repertoire, vi startede på i sin tid – og jeg synes som sagt, at det er fuldstændig legitimt at spille på sit renomme.

Samtidig med at det er interessant at se, hvad du har gang i nu og hvad det går ud på i øjeblikket. Men det er en stor glæde og udfordring for mig at tage det her op og være med til de her arrangementer, fordi det betyder meget for mig. Og det viser sig forhåbentlig, at det også betyder noget for nogle mennesker, som har lyst til at være med til de her seancer.

S: Det er jeg også kommet til...at man også må respektere publikum.

I: Vi har jo prøvet det af gennem årene – og den dér kemi må have været der hele tiden, ellers havde vi vel ikke gjort som vi havde. Og det er en hel cyklus....alt det Niels kan, kan jeg måske ikke og så kan jeg måske noget, han ikke kan. Og tilsammen udgør vi en helhed af det vi nu repræsenterer, sammen.

S: Og jeg vil sige at – skønt mærket af alderen – klinger vores stemmer stadigvæk sammen, i kor.

Rummeligt medie

I: I sidste ende er det jo lyd. Alle de – og det må du tage til dig – alle de analyser og kategorier vi giver de forskellige udtryk indenfor rock og rul i sin bredeste forstand.....rock og rul er efter min vurdering det mest rummelige medie, der overhovedet findes.

Der er plads til både de mest nørdede intellektuelle, som vil sidde og vende og dreje hver eneste detalje – og til de rene hooligans. Det er et fantastisk bredt spektrum; det synes jeg er en pragtfuld udfordring. Og dybest set – det må jeg jo erkende – har det hele noget at gøre med at komme ud og trykke den af. Hvad enten det er med det ene, det andet, tredje eller fjerde hold.

Og selvom vi så har forskellige fortegn og etiketter på de historier, vi vil fortælle.....altså, du har været ude og spille med Røde Mor, så sidder du sgu ikke umiddelbart bagefter ude i omklædningsrummet og siger "der fik de sgu forklaret det med merværdien."

Nej, det handler om, hvorvidt det swingede eller ej. Alle der dér kreative enegier, selve det at være i det musikalske rum, hvad enten det nu skal være agressivt eller blidt – det er dén proces, det drejer sig om. Og det er den afgør, om man synes man har haft en god eller dårlig aften – længere er den ikke.

Den kemi Niels og jeg har sammen, fungerer både privat og professionelt. Det jo sådan nogle mærkelige supplementer, man har i forhold til hinanden. Her i nyere tid ses vi sjældent, kun i forbindelse med jobs eller sammenkomster i vores fælles omgangskreds – og det tror jeg egentlig er en god stimulans.

Alle den slags intime kontakter eller nære forhold – også ægteskaber, for den sags skyld – kan godt udvikle sig på en måde, så man ligesom kommer lidt for meget under huden på hinanden. Og måske udvikler forskellige irritationer, ligesom man måske har i forhold til sig selv.

Det er Niels og jeg lykkeligt fri for – for det er først, når det virkelig gælder og der er noget på spil, at vi mødes. Og løser de opgaver. Og med den indstilling synes jeg egentlig, at timingen en næsten perfekt: Vi lever mere eller mindre op til de forventninger, vi selv har – og forhåbentlig også til publikums.

Blå blomst

Da "Herfra hvor vi står" udkommer er det jo ret begrænset, hvad der er af dansksproget beatmusik. Skaløe, Dissing med Laust Bengtssons tekster......Niels, hvilke tanker gjorde du dig om at begynde og skrive på dansk?

Det er sjovt du spørger.....for de allerførste sange, jeg skrev - og som ikke blev til noget – var på dansk. Jeg ved ikke hvorfor, men så skrev jeg nogle på engelsk.

I: Niels leverede jo en del af teksterne til Young Flowers....

S:....Men det har altid været min mening at skrive på dansk. Fordi jeg opfattede det som en kunstform, simpelthen. Du kan jo ikke skrive et digt, hvis du ikke er dybt inde i sprogets kringelkroge og alle de ting, som er underforstået i et sprog. Det er jo det et sprog handler om, ikke? Når du skriver noget er det jo ikke 1:1....det er jo netop deri, kunsten ligger. At udtrykke det, der står mellem linierne.

I: Poesiens blå blomst, he-he.....

S: Der bliver sagt mere, end det der lige står – og det er skidesvært på et fremmedsprog. Jeg kan i al fald ikke. Når du skriver på engelsk, kommer du let ned i nogle stereotyper. Så kan man selvfølgelig sige, at rockmusikken er fyldt med stereotyper – også den engelske rockmusik – og tænk bare på de stereotyper, som er i for eksempel bluesmusikken.

Så skulle man måske synes, at det vil være nemt lige at lave en engelsk tekst til en blues. Det er det ikke, det er meget svært – fordi det er en helt anden tradition. En meget dyb og selvstændig tradition, som har sine egne rødder og tradtioner. Og hvor ordene hænger sammen med musikken på en bestemt måde. En bestemt livsstil, vil jeg sige.....blues handler meget om "Hvordan har jeg levet? Hvad har jeg oplevet i mit liv?"

Smerte og kærlighed og al sådan noget lignende. Dén blues har amerikanerne – det har vi ikke. Vi har ikke et tilsvarende medie, som du sådan lige kan dygtiggøre dig i . og så er du ligesom inde i det. Der fandtes jo ikke dansk tekst til den rytmiske tradition. Jo, til popmusikken, men det var jo hits som var oversat....

(Synger, red.) "Slentre gennem regn / bare drive rundt / glemme du er til / (…) så hjertet det gør ondt" og sådan var det hele vejen igennem. Og det var jo også fint nok - men der var ikke noget originalt. Revyvisen eksisterede også, og var måske det mest levende i Danmark....(synger, red.) "En mandag i regnvejr på Solitudevej"....alle de dér.

I: Revytraditionen er fantastisk inspirerende. Den brugte vi meget i Røde Mor, også. Jeg tror på, at tingene hænger sammen. Jeg skal bruge en plet på lærredet, så kan jeg selv brodere videre på det. Niels, C.V. Jørgensen, Troels Trier, Sebastian, Kim......der er nogen, der har historierne.

Jeg kan måske lave en smædesang over en blues, ikke? Men lige så snart situationen er skabt, så fortsætter processen jo – og dér ligger jo også den fælles fortolkning, vi nu giver, sammen. Som vitterligt er en anden måde at bruge mediet på end Niels nu for eksempel gør med sine nye sange.

Jeg mener...hvad var en Benny Andersen uden Povl Dissing? Det er spørgsmål om, hvordan et samarbejde udvikler sig. Det er jo ikke noget man tænker på i øjeblikket, men man efterrationaliserer og ser, at processen udvikler sig, tingene finder sammen og udtrykker sig på den måde, som de nu gør.

Så kan man så sidde og analysere på det bagefter. Jeg er en enorm forbruger af fede tekster, og derfor har jeg været lykkelig over at blive en del af det samarbejde med Skousen og oven i købet kunne lade mig kreditere for nogle af de ting. Selve Nielses måde at bruge sprog og historie og smække det ind i en musikalsk sammenhæng – det var det, som debuterede med "Herfra hvor vi står." Ingen tvivl om det. Og så fortsatte historien jo.

Vigtig tid

I: Jeg synes at det er væsentligt at tale om den tid og periode....og det er jo det, vi optræder med ude i Ishøj og andre steder. Der er i øvrigt et opvarmningsnavn på, SortePer, ude fra Christiania. Vi lister også nogle af Nielses nye sange ind.

Og til forskal fra Vega-koncerten (40-års jubilæumskoncert i 2011, red.), er besætningen Young Flowers' gamle guitarist Peer Frost på guitar og Hans Fagt på trommer. Så har jeg Peer med, så vi også kan lægge en prøve ind på hvordan det lød, dengang vi spillede sammen.

Det giver lidt flere muligheder.....men sådan bliver det ved alle de her job. På Jelling bliver det måske lidt mere af et sammenrend, for der har de booket både os og Stig Møller, og det skulle da være mærkeligt hvis der ikke skete et eller andet i den anledning. Vi prøver at planlægge – men vi prøver også at tage tingene lidt, som de kommer og så reagere på dem.

Men altså, hele forståelsen for udviklingen og hvorfor tingene sker, som de gør....det er ikke for at lyde krukket, men den historie fortæller vi faktisk mest tydeligt i musikken. Der hvor alle argumenterne og samtalerne stopper....dér begynder musikken. Så når vi laver de her koncerter, så bliver historien fortalt – lige så ægte og fuldkomment, som vi nu kan gøre det.

Og der vil jeg give Niels ret i, at de musikalske remedier, vi har til rådighed – de er intakte. Og det har vi altså afprøvet ved flere lejligheder. Det ligger dybt forankret et eller andet sted...det er bare at trykke på en knap, så kommer det.

Her og der

Jeg kunne godt tænkte mig også at tale lidt om det enkelte sange på "Herfra hvor vi står." Du beskriver i din selvbiografi, hvordan "Det er så svært at nå frem" var en af de første, du skrev, og hvordan den på den ene side var direkte afledt af jeres oplevelser med White Panthers – samtidig med at den handler om "hvor svært det er at nå frem til sit eget jeg," som du skriver i din selvbiografi. Jeg synes, det er interessant, hvordan mange af dine tekster – både de gamle og nyere – så at sige både fungerer på et indre og et ydre plan.....

S: "Det der er her, er det der er der," ikke? Det indre og det ydre. Vi var jo meget optaget, eller inspireret, af buddhisme – eller noget derhen ad. Det var sådan en blandet landhandel af buddhisme, kristendom og hvad vi nu var vokset op med. Så der lå en stor fristelse i at lave sådan en linie, ikke? Det er er derude, er også det som er herinde (peger på sit bryst, red.)....også fordi, vi jo havde oplevet det, og også oplevede de senere.

Musikken kom indefra, gik ud og kom tilbage til os selv. Det er også grunden til, at vi overhovedet spiller musik: At det rum, der er mellem tilhøreren og udøveren – det er det rum, vi kan lide at færdes i. Og hvad angår det rent tekstlige, så kan jeg godt lide paradokset. At sætte tingene op mod hinanden. Sort mod hvidt, tanke mod følelser....og så blande det sammen, og påstå at det går over i hinanden.

I: Der ligger også musik i det tekstlige, for det er også et spørgsmål om, hvordan du kan frasere på teksterne, hvordan de er at have liggende i munden, når du lader dem komme ud.

S: Dét er jo sangskrivningen. Songwriting.....

I: Ja, men det er jo ikke kun alle de formler og definitioner. Det er også at hvis du laver en god hookline, så er det jo lige før det føles som den rene sandhed. For så passer tingene sammen.

S: Det er rigtigt. Det er dét, det drejer sig om. Hver linie skulle helst være en hookline. Og omkvædet – det hedder i øvrigt ikke omkvæd i dag, men chorus.....

I: Det hed det også i gamle dage.....

S: Men det skal i al absolut fald være en hookline, ellers er det ikke noget omkvæd. Det er også noget af det, som jeg synes var sjovt ved at begynde at skrive rocksange - jeg har aldrig skrevet digte. At når man så kom til omkvædet, så spejlede det verset på en ny måde.

Og når du så havde sunget endnu et vers og kom til omkvædet igen, så spejlede det hele sangen på en ny måde. Det synes jeg var enormt fascinerende. For eksempel "Knud Lavard": Hver gang omkvædet kommer, kommer eftertanken....."orv ja, for søren, tænk at det gik sådan. Bare det dog ikke var gået sådan." Det får spændingen til at stige, ikke? Det får intensiteten til at stige.

I: Omkring timing og hooklines er pauserne skidevigtige...hvis du tager sangen "Herfra hvor vi står" og dens omkvæd, så har du repetitions-princippet. Den samme linie, så pause, og så det næste.....det beder om det selv, på en måde. Og det kan du genkende i masser af sådan nogle ting, i store sange.....de dér pauser, de er enormt vigtige. Det er ikke noget man tænker på imens...det er en efterrationalisering.

Blid regn

Rent tekstligt er "Herfra hvor vi står" egentlig ikke ubetinget nogen nem plade at gå til...man fornemmer, at teksterne har allegorisk karakter, uden helt at kunne sætte fingeren på hvad det er, som er på spil. Niels, du har fortalt at åbningsnummeret "Isabel" var den sidste, du skrev til pladen. "Her var alle temaerne stillet op: Bevægelsen, fængslet, vandringen mod det ukendte, ofret og forløsningens blide regn, kærligheden," skriver du i din selvbiografi. Hvad er "Isabel" for en sang?

S: Det er ikke en sang, jeg har skrevet med henblik på at den skulle handle om noget bestemt. Den starter med "en regnfuld eftermiddag i oktober," hvor der sidder en kvinde og kigger ud i verden. Og så udvikler sangen sig mens jeg skriver den...."hvad tænker hun på?"...hun tænker på at gå ud, ikke?

Og hvad siger jeg til det? Jamen, Isabel, for fanden....det er da bare dig, vi venter på! Og så er den sang i gang. Hvad sker der så? Så er der den gamle mand og alle de andre arketyper, som er i den: Ofret, hvor hun er den forløsende, kvindelige kristusfigur.....

I: Jeg synes i øvrigt tit, at du beskriver den enkelte persons forhold til de mange....

S: Ja, det er helt sikkert.

I: Men for ligesom at komme ud i forbruget af det: Nu har skæbnen ville, at jeg har taget nogle af dine sange til mig. "Herfra hvor vi står," synes jeg for eksempel at vi har en fælles ejendomsret til, og "Den fremmede" og "Kaptajnen."

Jeg har lige været på et skisportsted, hvor jeg udover at stå på ski har spillet med et lokalt band. Og der blev jeg opfordret til at spille "Isabel," og lærte mig den faktisk – den har jeg ellers altid haft svært ved. Jeg kunne ikke rigtig gøre den til min sang, men de fik den da alligevel – og derfor er den også i skarp erindring, også udviklingen i teksten.

Der er meget religiøst i den, også: Så slår hun op i bogen, og "hvor mørket er tættest bryder lyset frem" er jo en direkte Bibel-reference....

S: Det var jo også fordi vi talte om det med Iching-symbolet, med lyset der griber ind i mørket og omvendt – det synes jeg var så genialt, det synes jeg stadig. Altså, at der hvor der er mest sort – dér begynder det hvide. Det findes også i Iching-bogen: Når mørket er steget helt op, kommer lyset nedefra igen.....det er en meget skøn tanke.

Motivet med ofret dukker jo op igen i "Den fremmede" (på "Musikpatruljen" fra '72, red.).....

S: Helt bestemt. Den kom jeg til at tænke på, engang jeg var i Firenze sammen med min kone. På et torv i Firenze er der en inskription, hvor der står at "Her blev Girolamo Savonarola brændt" - han var en munk, som opfordrede til at smide al sminken og de smukke klæder væk og hengive sig til Gud, og der blev nærmest brænd- og billedstorm i Firenze.

Det varede ikke så lang tid, for så sagde folk at "ah, nu bliver det sgu for meget" - og så blev han selv brændt (i 1498, red.). Det synes jeg var en interessant udvikling, fordi det også fortæller lidt om, hvad det er vi gør med vores idoler.

I: Omkring det musikalske, bogstaveligt talt, så sker der også det at når du synger de her sange – så er det jo det, man kalder ørehængere. Der sker også en sammensmeltning mellem de tekster, vi nu taler så meget om, og så de musikalske bølger de bliver anbragt på.

Det musikalske kan du også give dig til at analysere på. Men det væsentlige er sådan set, at de ting smelter sammen og passer sammen; det store spark i røven og det som sker i publikumssituationen. Mange af de sange, vi står for sammen, inderholder af en eller anden grund det dér regelsæt.

Og det var jo også udfordringen dengang – hvor man tog populærsangskrivningen og prøvede på at lave kunst på den......det var jo det, alle talte om i de år.

S: Helt rigtigt. Populærkulturen og det vi kalder finkulturen smeltede sammen i de år på en meget frugtbar måde. Det er også processen.....jeg begyndte at skrive "Den fremmede" inspireret af den inskription i Firenze, men da jeg så gik i gang kom den også til at handle om noget andet igen.

Folkene, der følger med op for at sætte Rådhuset i brand og videre til at han bliver kanoniseret til helgen efter at være blevet tortureret. Efter han er blevet frataget sin potens, kommer han op i anden potens – bliver kanoniseret, mens han selv er blevet kastreret. Sådan syntes vi, det var dengang, nogle gange, med samfundet, individet og med vores forbilleder.

I: Og der kan vi jo snakke hooklines. For på trods af den måde sangen udvikler sig på og de klassiske roller, der indgår i den, så afløses hvert vers med: "Lai-la-lai-lai-la-la-la-la-lai" (synger, red.). Du kan ikke lave en mere simpel og glad hookline end den. Det er også den, som folk danser til og synger med på – og sådan en indeholder næsten samtlige af de sange, vi taler om her. Men der bliver det nok mest skåret ud i pap. Og det er en power, som man også selv kan mærke når man står og fyrer den af: Her er noget, vi kan være fælles om.

Landevejen

Da "Herfra hvor vi står" er udkommer, bliver der pludselig rigtig meget bud efter jer rundt omkring i landet. Ud fra Nielses beskrivelser af, hvordan du (Ingemann, red.) stod for det minutiøse regnskab og aflønningen på vej hjem fra job på Storebæltsfærgen, kan man få det indtryk at du var den checkede, straighte fyr i et miljø som ofte var det modsatte. Er det et korrekt indtryk?

I: Det er vel rigtigt, for så vidt at vi udviklede en slags gesjæft omkring det. Men idéen om at jeg er iværksætter, med netværk som jeg aktiverer og så videre, den holder ikke som sådan – jeg griber øjeblikket. Det vil sige at jeg tager telefonen, lytter til hvad det er der foregår, og så prøver jeg ligesom at...jeg praktiserer de muligheder der er, vil jeg hellere sige.

Men min egen måde at indgå i de her processer er lige som når jeg spiller bas: At være en del af det dér, at være en der lægger til. Måske også trækker fra indimellem, men forhåbentlig hovedsageligt lægger til.

Indenfor kulturpolitikken herhjemme er der en skarp adskillelse mellem at være skabende og fortolkende kunstner. Den forskel vil jeg godt sætte på spidsen, for jeg kender det fra mig selv – jeg har prøvet at være både skabende og fortolkende. Og det er sgu nogenlunde samme fornemmelse: En kreativ proces, som forhåbentlig ender med at blive forløst.

Og på samme måde har mit bidrag – i Skousen/Ingemann, i andre grupper og også i institutioner – at praktisere de idéer, følelser, tanker og livsførelser, som er i spil i forhold til omgivelserne. Held ned i det lavpraktiske, som økonomien, og i det organisatoriske er det er spørgsmål om, på hvilket niveau, man producerer - man skal helst hverken over- eller underproducere; det skal være en god balance.

Og det har ligget mig meget på sinde at realisere de ting. Nu sidder vi og snakker tekster, men hele analysen kommer bagefter - alt hvad jeg har foretaget mig, hele mit liv, har været spontant og derudaf. Jeg kan da godt se bagefter, at det måske ser ud som om, at der har ligget en strategi bagved, men sådan har det aldrig været udtænkt.....

S: Sådan har det nu heller ikke været oplevet af os andre. Vi tog ud og spille: Vi hentede instrumenterne, vi kørte bil, vi snakkede, vi spillede, vi fik penge, vi kørte hjem. Og alt det var én ting, det var en samlet oplevelse.....

I: Der kan være meget forskel på et job i provinsen eller når man er på tur, og så hjemme i lokalområdet. Hele tilløbet til det, vejen frem til jobbet....

S: Helt sikkert.

Historieskrivning

I: Nu er vi begge fyldt 70, og i et portræt i den anledning var der en journalist, som skrev noget med, at jeg ikke syntes dengang, at Niels spillede godt nok guitar eller sådan noget. Jeg kontaktede journalisten – som i øvrigt var meget ydmyg og forklarede, at misforståelsen stammer fra en anmeldelse af Niels' bog, hvor han fortæller hvordan han var meget inspireret af noget Lou Reed havde lavet, på et tidspunkt og så havde jeg – som godt kan lyde lidt kort for hovedet – sagt at "det er vist ikke noget for os."

Det var så blevet til, at jeg ikke synes at Niels var god nok. Og jeg ved godt, hvordan historien skrives: Når en gymnasieelev for 117. gang skal skrive en opgave om ungdomsoprøret, læser det dér og så kører den videre, ikke? "...Og så synes Ingemann ikke, at Skousen var god nok," ikke? Og netop det kunne simpelthen ikke være mere forkert.

Det er klart, at i selve den kunstneriske dialog og når vi diskuterer, hvordan vi skal udvikle tingene sammen, har vi jo hver vores bidrag, forhåbninger og ambitioner. Og det er jo en rent faglig diskussion, som ikke har noget at gøre med vores vurdering af hinanden personligt.

S: Det var også et sted i Musikpatruljens historie, hvor det begyndte at fade ud på en mærkelig måde. Det gør jo grupper. Vi startede med at lære hinanden at kende, og lige pludselig var der så mange mennesker, som elskede det …..jeg fortæller også, når jeg er ude at spille, hvordan vi startede med at hedde "Skousen & Ingemann og venner." Og der blev flere og flere venner.

Folk spurgte "hey, må jeg komme med op på scenen," og vi sagde "ja, ja, selvfølgelig" - og så kom folk op med raslegrej, fløjter og trommer. Til sidst lød det som om, vi stod på en tømmerflåde som var ved at synke – man kunne høre Peters bas og mig der forsøgte at synge henover larmen......

I: Jeg kan specielt huske et arrangement, jeg tror det var Stakladen i Aarhus, hvor det blev helt tydeligt at der var gået forstoppelse i den. Jeg tænkte, at "vi er simpelthen nødt til at begynde forfra på det her" - og så fyrede jeg hele flokken.

Det var jo glade og søde mennesker, så de gik duknakkede ned gennem midterrækken, indtil der kun var Niels og mig tilbage. Og så kunne vi så starte forfra. Hele den der åbne struktur.....det hed i øvrigt også "workshop" på et tidspunkt, hvilket nok var hentet fra de arrangementer nede i Per Kofods bogcafé i Huset, hvor folk også bare kom med raslere og fløjter. På det tidspunkt definerede vi "musikgruppe" på en anden måde....

S: Vi troede på tilfældet. Tilfældets fylde.....

Tilfældets fylde

I: Jeg kunne se allerede dengang, hvis vi for eksempel delte plakat med Gasolin' eller Alrune Rod eller hvem det nu var: Når det blev vores tur til at spille, var definitionen en helt anden. Den historie, man som gruppe ville fortælle, blev leveret på en ny måde. Det eneste sted, jeg kan se noget der minder om det i dag, er The William Blakes.

De har tit nogle venner på besøg og noget af den samme løse struktur, som vi havde dengang. Det er noget med, hvordan man anbringer sig selv og det man repræsenterer, i forhold til sine omgivelser. Hvem, der var inviteret med til festen....

Jeg kan huske at Lasse Ellegaard (journalist, red.) var dybt forundret over at han pludselig også var med på scenen og gudhjælpemig også fik sin andel af hyren bagefter....men det var helt naturligt. Én for alle, alle for en – det var princippet.

Du siger et sted om netop det, Niels, noget i retning af: "på et tidspunkt blev det næsten som om, at dem som fyldte mest var dem som havde mindst at bidrage med".....

S: Det er det samme med fællesmøder ikke? Når man giver det frit, bliver det så svært at holde styr på. Det er ikke alle mennesker, som har den naturlige ydmyghed eller tilbageholdenhed. Det er bare dét...det er bare sådan en almindelig betragtning om, hvordan tingene er. Det har vi alle sammen oplevet, ikke? Du er til et fællesmøde, og så er der en som ødelægger det hele ved bare at stå og gabe op....

I: I alle processer, både privat og professionelt, hvor man laver nogle forhold starter det gerne med at være inspirerende, hvorefter man efterhånden får brugt hinanden op. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis man står igennem – så kommer man betydeligt styrket ud.

Når jeg i dag tænker på al det gear, jeg har mistet eller solgt – så fortryder jeg det i dag. Og alle de bands, jeg har været med i: hvis jeg havde haft den samme afklaring, som jeg har i dag, så havde vi ikke stoppet noget af det. Så var vi blevet ved.

Du kan tage både Røde Mor og Young Flowers, men nu taler vi om Skousen & Ingemann. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være kommet ud af det, hvis vi havde sagt "okay, det kan godt være , at vi har lyst til at gå hver til sit nu – men skal vi ikke blive sammen?" Der ligger så meget basis og så mangfoldige muligheder, som kunne have videreudviklet sig. Sådan har jeg det i dag.

Det er så et udsagn fra en mand, som har været i branchen hele sit liv, og som nu har rundet de halvfjerds. Alt det, lige fra banale ting som gear, jeg har mistet eller afviklet til bands jeg har spillet i – jeg ville ønske, at det havde været én lang, kontinuerlig føljeton op til i dag. Det er også på den måde, historien bliver fortalt. Hele vejen, fra fødsel til død; det er jo faktisk det, jeg sidder og taler om.

Jeres sidste plade kom i '78.....hvornår vil I egentlig sige, at Skousen & Ingemann gik i opløsning?

S: Efter den første, med dannelsen af Musikpatruljen....

I: Men så blev vi jo samlet igen....både som Skousen/Ingemann & Stig Møller og siden med Poul Halberg og Finn Gustafsson. Er du svimmel, der kom nogle guitardueller ud af det.....

S: Ja, det var sjovt. Og det har vel været hen mod slutningen af halvfjerdserne.....

Skæve pantere

I: Vi starter op......nu tager vi den lige for kronologiens skyld, ikke? Vi mødtes, at Young Flowers turnerede rundt og spillede til en teaterforestilling, hvori Niels havde en rolle. Der lærte vi hinanden at kende, og Niels viste mig nogle af sine digte eller vers.

Forbindelsen blev relativt hurtigt etableret, og lavede TV-udsendelsen "Blomsterpistolen." Da Young Flowers så skulle på turné til Canada og USA gav Niels mig et chateque med nogle engelske tekster, og nogle af de sange kom med på vores andet album, "No. 2.," mens andre ikke blev indspillet, men blev en del af vores repertoire alligevel.

Så fik Young Flowers spillet sin tid ud, og Niels og jeg fandt sammen som duo. Jeg var begyndt at hænge ud hos Niels privat og sidde og spille Niels' sange, og begyndte også at tage ud og optræde som duo.....jeg glemmer ikke engang, hvor Jørgen Dragsdahl havde kontaktet os omkring at arrangement til støtte for Black Panthers, det var i Stakladen i Aarhus...

S: "Free Bobby Seale"......

I:....vi sagde ja, og der var brandtaler og "Power to the people!" og så videre. På et tidspunkt fik Niels og jeg så røget dem skæve - "panterne" og ikke mindst Dragsdahl.....

S: Panterne var helt med på det.....

I: Men så begyndte vi altså at spille nede i Per Kofods bogcafé, og for mig var det en fantastisk overgang fra det meget syrede, voluminøse Young Flowers - hvor min vokale opgave mest lå i at skrige igennem - til det med at bruge vokalen på en mere afslappet måde. Det lærte jeg i årene med Niels. Vi havde både Projekt Hus og Musik & Lys, og så lavede vi de dér musik-komsammener ude i Skovlundehallen.....

S: I Musik & Lys lå idéen om, hvordan man skulle distribuere musikken, lå jo også tæt op ad måden vi selv organiserede os på....

I: Anyway, vi havde en scene i hver ende af hallen, så der kunne køre musik uden for mange pauser. Jeg spillede også med No Name på det tidspunkt, og du var vist allerede blevet kontaktet om at lave pladen, Niels. Og det var den klassiske ting, for en førsteudgivelse, selv Dylan beskriver det i sine memoirer:

Når en ny lyd eller idé bliver introduceret, så er det tilstrækkeligt. Vi indspillede "Herfra hvor vi står" på tre dage ude i Vifoss-studiet, med Bjørn Uglebjerg på trommer, Tømrerclaus og Stig Møller.

Du kan læse anden del af det store interview med Skousen & Ingemann her på GAFFA.dk imorgen. Skousen & Ingemann kan opleves live i Ishøj Kulturcafé den 10. april og dagen efter på Voxhall i Aarhus. Du kan købe billetter til begge koncerter her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA